Minister har mørkelagt forklaringen. Nu skal han i samråd om Panama Papers

Skatteministeren og myndighederne har ikke villet forklare, hvorfor straffesagerne om skatteunddragelse i Panama Papers er faldet som dominobrikker. Nu er ministeren kaldt i samråd for at komme med svar.

Skattemyndighederne har beredvilligt fortalt, hvor store skatteregninger der er sendt ud efter Panama Papers. Til gengæld kniber det med åbenheden om, hvorfor luften er gået ud af straffesagerne. Nu skal skatteminister i Rasmus Stoklund (S) i samråd. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Normalt er skatteunddragelse strafbart, men ikke for de danskere, som Skat fiskede ud af de såkaldte Panama Papers.

Som Berlingske i januar kunne afsløre, er 48 ud af 57 straffesager om skatteunddragelse af særlig grov karakter lagt ned af politiets specialenhed, NSK. Sager, der ellers kunne udløse straffe på op til otte års fængsel.