Minister før EU-møde: Bestanden af danske fiskere er truet

EU-landene har givet håndslag på, at fiskeriet skal være bæredygtigt i 2020, men det er ikke muligt at nå.

- Man kan sige, at vi har at gøre med to truede bestande. Fisk og fiskere. Og jeg forsøger at finde en balance i, at begge fortsat kan bestå, siger fødevare- og fiskeriminister Mogens Jensen (S) før EU-forhandlinger om arter i Østersøen. Simon Læssøe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark går mandag til forhandlinger i EU med et mål om at begrænse planlagte reduktioner i kvoter for truede torsk og sild i Østersøen.

Det sker trods en indtrængende appel fra miljøorganisationer, som blandt andet henviser til, at EU-landene har givet håndslag på, at fiskeriet i EU skal være bæredygtigt senest i år 2020.

Den danske fødevare- og fiskeriminister, Mogens Jensen (S), begrunder det danske mandat med, at der er flere hensyn at tage.

»Man kan sige, at vi har at gøre med to truede bestande. Fisk og fiskere. Og jeg forsøger at finde en balance i, at begge fortsat kan bestå,« siger Mogens Jensen (S).

I en anbefaling fra den videnskabelige rådgivning Ices, som EU-Kommissionen bygger et oplæg til forhandlingerne på, hedder det, at fiskeri af sild i den vestlige del af Østersøen bør stoppes helt.

Det dækker et farvand fra Bornholm og den sydlige del af Danmark.

»Det, som jeg arbejder på, er, at de (kvoterne, red.) bliver reduceret knap så meget, som der er lagt op til. Stadigvæk inden for den biologiske rådgivning,« siger Mogens Jensen.

Fiskeriministeren mener, at der er et spænd at arbejde med i rådgivningen, som den »danske regering holder sig inden for.«

»Og jeg kan også se, at DTU, som blandt andet rådgiver os, siger, at det er en meget afbalanceret position,« siger Mogens Jensen.

Hos DTU Aqua, som bidrager til den videnskabelige rådgivning om kvoter, der er samlet i det internationale samarbejde Ices, læser man papirerne anderledes.

»Det må stå for egen regning. Hvis man går ud over Ices' rådgivning, så er det klart, så henholder man sig til noget af det tekst, der står i Ices' rådgivning i øvrigt, men som ikke henviser til, om det er bæredygtigt eller ej,« siger professor Henrik Mosegaard hos DTU Aqua.

Han opfordrer til, at EU får igangsat en proces med at lave en genopretningsplan for eksempelvis silden i den vestlige del af Østersøen. En sådan findes ikke endnu.

Der er tidligere lavet sådanne vurderinger for torsk og sild i Nordsøen. Dem valgte EU-landene ikke at følge.

»Det er ikke altid, at politikerne vælger at følge det, som vi rådgiver om,« siger han.

Ifølge DTU Aqua er det ikke muligt at opnå et fuldt bæredygtigt fiskeri af alle bestande fra 2020, som EU-landenes løfte er.

Både fiskeriministeren og Henrik Mosegaard peger på, at årsagen til nogle svækkede bestande i vid udstrækning skyldes andre naturlige årsager. Det kan være sæler og parasitter.

Nogle bestande vil således ikke kunne genoprettes alene gennem forbud mod fiskeri.

/ritzau/