Mineselskab får gigantisk skattesmæk, det vil tage 200 år at betale tilbage

Myndighederne i Tanzania slår hårdt ned på påstået overtrædelse af eksportforbud med en skatteregning, der vil tage 200 år at betale.

Der graves guld i den store mine i Bulyanhulu i Tanzania - og der bliver god brug for at finde en ordentlig guldåre, når skatteregningen skal betales. Arkivfoto: Acacia Mining
Læs mere
Fold sammen

Apple og Google har i virkeligheden intet at brokke sig over, og EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager er i virkeligheden mildheden selv, når hun giver iPhone-producenten et skattesmæk på 100 milliarder kroner og internetgiganten en konkurrencebøde på 18 milliarder kroner.

Længere sydpå er der for alvor noget ved bødestørrelserne. Regeringen i Tanzania har således netop udskrevet en skatteregning på, hvad der svarer til de næste to hundrede års omsætning til et mineselskab, som udvinder alt guld i landet.

Bøde på størrelse med bruttonationalproduktet

Acacia Mining fik mandag først et smæk på 40 milliarder dollar - alias 255 milliarder kroner. Oveni kom så en straffeskat på 150 milliarder dollar - eller 957 milliarder kroner. Samlet regning: 1.212 milliarder kroner eller næsten to hundrede års omsætning for guldproducenten, der i 2016 solgte for 1,05 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauerne Bloomberg og Reuters.

Bøden svarer til hele Tanzanias bruttonationalprodukt, som i 2016 var anslået til at være på 150,6 milliarder dollar.

Smældet kommer, fordi myndighederne ikke mener, at Acacia Mining har indberettet alle eksportindtægter fra guldminerne i Bulyanhulu og Buzwagi fra 2000 til 2017. Acacia Mining afviser at have gjort noget forkert.

»Acacia afviser alle meldingerne og gentager, at det var fuldtud angivet al indkomst,« lyder meldingen fra virksomheden.

Langvarig strid

Tanzania forbød i marts al eksport af ubehandlet guld og kobber som en del af præsident John Magufulis politiske slagsmål om at sikre Tanzania, hvad han mener, er en rimelig del af det overskud, som minesektoren skaber. Det har ifølge Acacia kostet selskabet en million dollar hver dag i manglende indtægter. Snart efter blev mineselskabet anklaget for at arbejde ulovligt i det østafrikanske land og for at have unddraget sig at betale skat.

To ledende medarbejdere er blevet udspurgt af de tanzanianske myndigheder, og andre ansatte er blevet forhørt af det lokale politi.

I sidste uge meddelte mineselskabet, at striden med myndighederne har halveret selskabets kassebeholdning, og at den største mine, i Bulyanhulu, kan blive nødt til at lukke ved udgangen af dette kvartal, hvis ikke der kommer en løsning på stridighederne.

Aktiedyk med 21 procent

»Selskabet overvejer alle sine muligheder og rettigheder,« lyder den forholdsvis afdæmpede udmelding fra Acacia Mining oven på den dramatiske melding.

Ikke overraskende tog Acacia-aktien et solidt dyk på hele 21 procent på børsen i London.

Mineselskabets største ejer er det canadiske Barrick Gold. Ifølge Reuters har Tanzania og Barrick Gold aftale at indlede forhandlinger om forbuddet mod eksport af guld og kobber.