Mindre fart på lejlighedsmarkedet smitter af på hussalget

De seneste måneder er lejlighedssalget i større byer bremset op. Det påvirker hussalg i København og Aalborg.

Ejendomsmægler fra Home hænger Til Salg-skilt op i andelsbolig på Nørrebro i København den 5. maj 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen

De seneste måneder er markedet for lejligheder i de store byer bremset op, og det begynder så småt at kunne mærkes på hussalget - om end i mindre grad.

Det vurderer Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea.

I København og Aalborg er antallet af lejligheder med til-salg-skilte steget med op mod 50 procent på et år.

I de andre store byer har billede været det samme, men dog i mindre grad.

Samtidig er der knap syv procent flere huse til salg i København og Aalborg, mens stigningen på landsplan er på 1,2 procent. Det viser tal fra Finans Danmark, der er en organisation for finanssektoren.

»Når det bliver sværere at sælge ejerlejligheden, så kommer der færre andengangskøbere, og det påvirker husmarkedet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

»Både fordi der ikke er så mange til at købe husene, men også fordi nogle førstegangskøbere måske bliver påvirket af, at de kan godt kan se, at lejlighedsmarkedet er bremset lidt op«, siger hun.

På lejlighedsmarkedet har salgspriserne været sivende de seneste måneder i flere af de store byer.

Det hænger ifølge Lise Nytoft Bergmann sammen med, at mange års prisstigninger sammen med strammere låneregler har luget ud i feltet af boligkøbere.

Selv om der også er kommet flere huse til salg i samme områder, skal man dog næppe forvente store prisfald.

»Når udbuddet stiger, presser det alt andet lige priserne ned. Men der er ikke voldsomt mange huse til salg, så man skal næppe forvente faldende priser.«

»Men man skal nok vænne sig til, at de meget flotte prisstigninger, vi har været vidne til de seneste år, vil være noget mere moderate, når vi kigger ud i fremtiden«, siger Lise Nytoft Bergmann.

/ritzau/