Millioner ruller i IT-by i Århus

Aarhus Universitet sætter nu turbo på byggeriet i bydelen Katrinebjerg i Århus, hvor en IT-by er ved at vokse frem

i et tidligere industrikvarter.


Universitetet har i forvejen bygget og renoveret 4.500 kvm i IT-byen de seneste to-tre år.

Nu er en grund ved siden af de disse bygninger ved at blive ryddet for at give plads til opførelse af yderligere 6.000 kvm.


Udvidelsen

skal være færdig i 2003. Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS), der hører hjemme under Aarhus Universitet,

finansierer byggeriet, der er tegnet af arkitektfirmaet Jørn Schütze, Århus.


Prisen for byggeriet er omkring

75 mio. kr. Det gennemføres for at samle universitets IT-forskning og uddannelsesaktiviteter. Alexandra Instituttet lægger

beslag på 1.700 af de 6.000 kvm. Instituttet ønsker at lave et projekthotel, der rummer forskningsprojekter, der foregår

i samarbejde mellem universitetet og virksomheder, fortæller direktør Morten Kyng, Center for it-forskning.


Bag

Alexandra Instituttet A/S står uddannelsesinstitutioner, virksomheder, Århus Amt og Århus Kommune.


Morten Kyng

betoner, at den netop igangsatte udvidelse kun er en forløber for kommende store udvidelser i Katrinebjerg.


Han håber,

at der kan tages fat på opførelse af yderligere 10.000 kvm.i IT-byen omkring årsskiftet. Ind i dette byggeri skal

rykke nye virksomheder og udviklingsafdelinger i eksisterende firmaer. Morten Kyng nævner B & O, der har en afdeling i Århus

Forskerpark.


Han siger, at der allerede er interesserede lejere til en god del af de 10.000 kvm. Det østjyske udviklingsselskab

Incuba vil finansierer denne etape, oplyser Morten Kyng. Han præciserer, at grunden endnu ikke er købt, og at der af

samme årsag er flere mulige placeringer. Hans forsigtige udmelding skyldes, at grundejerne i området har luret muligheden

for at skrue på grundpriserne.