Efterårets acontoregning var for mange danske gaskunder en særlig hård omgang.
Gasselskaberne havde nemlig baseret regningerne på danskernes tidligere individuelle gasforbrug, og kombineret med historisk høje gaspriser blev det en dyr omgang for gaskunderne.
Selvom de havde sparet på varmen, havde acontoregningen altså aldrig været højere.
Men nu er der gode nyheder til gaskunderne, skriver DR Nyheder, som har talt med nogle af landets største gasselskaber.
Hos Norlys kan de kunder, som har bedt om en ekstraordinær afregning, se frem til en tilbagebetaling på 4.200 kroner i gennemsnit.
I alt står 18.500 Norlys-kunder til at få penge tilbage, hvilket løber op i 77 millioner kroner for selskabet.
Også kunderne hos Andel Energi har udsigt til samme tilbagebetaling, oplyser funktionschef i selskabet, Jack Kristensen, og tilføjer:
»Vi taler om, at mange kunder har sparet op til 30 procent på gasforbruget. Langt, langt de fleste – vi taler op mod 95 procent – skal have penge tilbage.«
Energiselskabet OK kan ikke oplyse, hvor meget kunderne skal have tilbage, men selskabet har oplyser over for mediet, at man har set et fald i gasforbruget på 16 procent.
De store tilbagebetalinger bliver en realitet, fordi distributionsselskabet Evida har indført en mulighed for at få en ekstraordinær afregning, hvilket omkring 60 procent af de danske gaskunder har takket ja til.