Million-tab på Parmalat

Chr. Hansen taber tre millioner kroner på Parmalat.

Kollapset i den globale italienske mejerikoncern, Parmalat, får direkte konsekvenser for danske Chr. Hansen. I alt har koncernen tre mio. kr. til gode hos Parmalat-selskaber verden over. Men Chr. Hansen fortsætter samhandlen med Parmalat.

»Det er kun den italienske del af Parmalat, der er gået i betalingsstandsning. Parmalat køber stadig hos os, og de betaler stadigvæk,« siger koncernchef Erik Sørensen.

Er det »pengene først«, når i handler med Parmalat?

»Enten er det mod kontant. Eller også skal de for hver leverance afdrage på den gæld, der er ældre end december. Så er man nemlig under kreditorbeskyttelse for eventuel ny gæld,« siger han.

Erik Sørensen oplyser, at der endnu ikke er foretaget afskrivninger på tilgodehavendet hos Parmalat.