Det danske selskab Coloplast må se sit overskud styrtdykke som følge af en milliardnedskrivning.

Det viser selskabets skæve halvårsregnskab, der dækker perioden fra oktober til udgangen af marts.

Overskuddet efter skat er endt på 426 millioner kroner - et fald på 78 procent fra samme periode sidste år.

Selskabet har nedskrevet værdien af det islandske opkøb Kerecis med tre milliarder kroner, fordi det ikke har kunnet leve op til forventningerne.

Kerecis, der producerer hud- og sårplejeprodukter af fiskeskind, blev købt i midten af 2023.

Selskabet har på det seneste haft det svært, fordi nogle tilskudsregler i USA er blevet ændret, og det fik altså Coloplast til at reagere tidligere på året.

Coloplast producerer medicinske hjælpemidler som stomiposer, katetre og løsninger til mennesker med problemer med blære- eller tarmfunktionen.

For hele koncernen har der været vækst i omsætningen.

Omsætningen for de første seks måneder af regnskabsåret endte på godt 14,1 milliard kroner.

Det er en stigning på 171 millioner kroner.

Gavin Wood, der er topchef i selskabet, siger i regnskabet, at selskabet har et solidt fundament.

- Med vores 2030-strategi har vi sat en klar retning mod at skabe endnu større værdi for brugere, patienter, kunder og lokalsamfund, lyder det.

Han fortæller, at Coloplast har en ambition om at nå ud til mindst fire millioner mennesker med sine produkter.

- Jeg ser frem til at lede Coloplast ind i det næste kapitel med vækst og værdiskabelse.

Gavin Wood satte sig i hjørnekontoret den 1. maj, da han overtog tøjlerne fra Lars Rasmussen.

Tidligere har den nye topchef haft forskellige topstillinger i medicinalvirksomheden Johnson & Johnson.

Gavin Wood er født i Canada.

/ritzau/