Milliardformuer på skrump

Danmarks største velhavere er blevet fattigere. En plads blandt landets 50 rigeste er på et år blevet 400 millioner kr. billigere, så der nu kun skal en halv milliard kr. til for at høre til i den eksklusive kreds. Selv om Mærsk-formuen fortsat befinder sig i en klasse for sig, springer detailhandelskongerne i øjnene.

Med en samlet famileformue på godt 90 mia. kroner topper Mærsk Mc-Kinney Møller listen over Danmarks rigeste.<br>Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De riges tegnebøger er blevet lettere i det forgangne år. Krig, global økonomisk nedgang og aktiemarkedets deroute har givet Danmarks millionærer blå mærker på deres formuer, men de er ikke kuede.

Den samlede formue hos den eksklusive kreds af Danmarks 50 rigeste er faldet, eller rettere sagt fortsat med at falde, viser den årlige opgørelse af de største velhavere i Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. I 2002 faldt formuerne med 13 pct.. I år er de faldet med seks pct. til knap 213 mia. kr.

I forhold til den gyldne 2000-opgørelse, hvor pengetankene og aktiemarkederne bugnede, er velhaverkredsens værdier blevet udhulet med ikke mindre end 24 procent.

Globalt er tendensen den samme. De meget rige er blevet fattigere. Verdens 50 rigeste måtte se deres aktiver reduceret med 16 procent, mens Europas 50 rigeste fik samme tur som danskerne - de fik barberet syv procent af deres værdier i 2002.

En placering på Berlingske Tidendes Nyhedsmagasins liste over de mest formuende herhjemme er da også blevet 400 mio. kr. billigere. I sidste års opgørelse skulle man være god for mindst 900 mio. kr. for at få en plads i den eksklusive velhaverkreds - i år kan man nøjes med 500 mio. kr.

Halvdelen af listens rige er blevet fattigere - tre har uændret formue. Detailhandelskongerne og de, der fik solgt i tide, har klaret sig bedst igennem børsmassakren.

Hårdest er det gået ud over ejerne af virksomheder, som producerer investeringsgoder, blandt andet er det gået ud over Danfoss-familien Clausen i Nordborg, Grundfos-familien Due Jensen i Bjerringbro og vindmøllefabrikant Peter Stubkjær Sørensen i Brande.

Atter er det familien Mc-Kinney Møller, som ubestridt tager teten i opgørelsen. Møller-formuen er vokset betydeligt i det forgangne år til 90 milliarder kr. Det er rundt regnet 30 milliarder kr. mere end i 2002. Fusionen mellem Dampskibsselskaberne Svendborg og 1912 til A.P. Møller-Mærsk sendte aktien på himmelflugt. Familien befinder sig stadig i en klasse for sig selv - Møller-formuen er fem og en halv gange så stor som familien Kirks, ejerfamilien bag Lego.

Ny på listen
Mærsk Mc-Kinney Møllers yngste datter, 54-årige Ane Uggla, er ny på listen med en formue på 1,2 milliarder kr. Hun bliver kun synlig i de danske formuerækker, fordi det i Sverige er muligt at få indblik i de svenske skatteborgeres skatteindbetalinger. På basis heraf har det svenske erhvervsmagasin Veckans Affärer således opgjort hendes formue til 1,2 mia. kr.

Der er dog stadig langt fra de danske rige til denne verdens superliga af velhavere. Ifølge Sunday Times er Robson Walton, Wal-Mart, verdens rigeste mand. Hans formue bliver opgjort til 600 milliarder kroner.

Det er et imponerende pengeskab i sammenligning med Danmarks 50 rigeste samlede formue på kun 213 milliarder kroner. Skibsreder Mærsk McKinney Møller står bedre distancen i forhold til sin svenske milliardærkollega - Ikeas Ingvar Kamprad, som er god for 95 milliarder kr.

Bundne værdier
Ifølge professor Ludo Van der Heyden ved managementskolen Insead i Schweiz er hele 80 procent af verdensøkonomien domineret af familieejede virksomheder. De bidrager med mere end 50 procent af den rigdom, der skabes i et land, hævder professoren. Dermed spiller de også en væsentlig rolle for beskæftigelsen.

De rige familier har ikke deres formuer liggende i rede penge. De er bundet i aktier, ejendomme eller virksomhed med de begrænsninger, det indebærer. Samtidig er store værdier båndlagt i fonde med mere eller mindre almennyttige formål. Tankevækkende er det, at 33 af Danmarks 50 største velhavere har valgt at klare sig uden fondsbørsens luner.

Berlingske Tidendes Nyhedsmagasins opgørelse af Danmarks 50 rigeste er i år delt op i en samlet formue og en personlig formue, hvori fondsformuerne ikke er medregnet. Den personlige formue dækker over de personlige ejerandele i deres selskab, men det er ikke muligt at få indblik i, hvad der i øvrigt gemmer sig på kistebunden.

Det betyder umiddelbart, at Lego-familien Kirk og Bestseller-familien Holch Povlsens personlige formue er større end Mærsk Mc-Kinney Møllers. Der er dog næppe tvivl om, at Møllers personlige formue ud over aktiebesiddelsen i selskabet er langt større, bl.a. fordi han har haft længere tid til at opbygge sin formue, ligesom vi ikke kender evt. ejerandele i udenlandske selskaber.

Mens det har været et hårdt år - formuemæssigt - for familierne bag Danfoss og Grundfos, så har kong Midas været på spil i detailhandlen. Kasseapparaterne har klinget lystigt hos Bestseller-familien Holch Povlsen, hos dynekongen Lars Larsen i Jysk, hos købmanden Herman Salling, der bl.a. ejer halvdelen af Netto, Bilka og Føtex, hos den driftige sønderjyske købmandsfamilie Fleggaard i Padborg og hos Kurt Daell, der ejer værktøjs- og gør-det-selv-koncernen Harald Nyborg. Daell har atter fundet vej ind i velhaverkredsen.

Detailhandelsmilliardærernes formue svulmer så meget, at hele tre af dem befinder sig i den celebre top-ti: Povlsen, Larsen og Salling.

Ikke mindst Troels Holch Povlsens forretningstæft er imponerende - år efter år afleve- rer han regnskaber, der er de bedste i selskabets historie - i det seneste regnskabsår fordoblede han indtjeningen.

Det har han faktisk gjort 27 gange.Virksomheden Bestseller er nok et af de største erhvervseventyr herhjemme i mange år. Hele imperiet befinder sig i den midtjyske by Brande. Herfra producerer den jyske tøjbaron smart modetøj til unge mennesker over hele verden. Senest har han kastet sig over Mellemøsten ud fra devisen: »Vi har altid haft lyst til at gøre det modsatte af andre. Så må de andre komme bagefter.«

Hele tre familier på listen over landets rigeste har aner i den midtjyske by Brande. Foruden Holch Povlsen - er det familien Pedersen, der ejer Brandtex, og Peter Stubkjær Sørensen, der ejer vindmøllevirksomheden Bonus Energy.

Mellem Give og Brande ligger en af årets debuterende virksomheder Welcon, som producerer fundamenter og tårne til vindmøllefabrikker. Virksomheden ejes af brødrene Carsten og Jens Risvig Pedersen. De to blev mangemillionærer ved børsnoteringen af vindmøllevirksomheden Nordex.

Måske er det på sin plads at tale om, at hele fire af de rigeste har rødder i Brande - det er nemlig de to brødres far - branditten Flemming Pedersen, der i sin tid etablerede Nordex.

Ny på listen er også ægteparret Vagn og Jane Trend Poulsen. Formuen stammer også fra vindmøller. Vagn Trend Poulsen var tidligere eneejer af vindmøllefabrikken Nordtank.

Brændselshandler Kai Dige Bach og familien Rosenkilde, der ejer Ikast Betonvarefabrik, debuterer også i år på listen over landets 50 rigeste.

Mangler på listen
En stribe kendte danske velhavere i den tunge klasse er til gengæld ikke med på listen. Hvorfor er Jan Leschly, hvis milliardformue er skabt af aktieoptioner og andre frynsegoder efter flere år som den højest betalte chef for det britiske medicinalfirma SmithKline Beecham, f. eks. ikke på listen?

Eller hans søn Stig Leschly, der forvandlede sin musikinteresse til internet-virksomheden Exchange.com, som han efter otte måneder solgte til Amazon.com for 200 mio. dollar? Eller rigmanden Alex Brask Thomsen? Ganske enkelt, fordi vi ikke har adgang til regnskaber, der kan give indblik i deres formuer.