Milliardærklubben slår til igen: Saudisk prins spytter 80 mio. kr. i omstridt dansk selskab

Karsten Ree og Pandora-rigmanden René Sindlevs biotekselskab Enochian har ført en lidt omtumlet tilværelse, men nu har finansmanden Ole Abildgaard stampet en saudisk prins op af jorden med 80 millioner kroner i lommen. Det børsnoterede selskab, som blandt andet leder efter en kur mod HIV, er med investeringen prissat til 3,5 milliarder kroner.

Foto 1
Saudiarabiske millioner skal nu give det danske børsnoterede biotekfirma Enochian (tidl. Dandrit) en ny fremtid. Finansmanden Ole Abildgaard, kendt som Den Sidste Guldflipper, har formidlet kontakten via sit unikke netværk i Mellemøsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fayez Nureldine/AFP/Ritzau Scanpix

Uro i ledelsen og pengemangel har i perioder præget det danske biotekselskab, Enochian, som blandt andet har Den Blå Avis-milliardæren Karsten Ree og Pandora-rigmanden René Sindlev som storaktionærer. Men nu tegner der sig nye tider, efter at en saudisk prins skyder 12 millioner dollar – svarende til godt 80 millioner kroner – frisk kapital i selskabet.

Hans kongelige højhed prins Mohammed bin Saud bin Naif bin Abdulazi Al Saud har indgået aftale om at købe cirka to pct. af selskabets aktier til en kurs på 12 dollar – eller nogenlunde det dobbelte af den aktuelle aktiekurs. Det fremgår af en børsmeddelelse fra Enochian, som er noteret på den amerikanske Nasdaq-børs. Prissætningen på de nye aktier banker værdien af Enochian op gennem loftet. Prinsens investering svarer således til, at biotekselskabet er godt 3,5 milliarder kroner værd.

Guldflipperens unikke netværk

Muhammad bin Naif er et prominent medlem af den saudiske kongefamilie og nevø til landets tidligere kronprins, som for nylig blev afløst af den nuværende kronprins Mohammed bin Salman. Ifølge Berlingskes oplysninger er det finansmanden Ole Abildgaard, tidligere fremtrædende medlem af Milliardærklubben, som gennem sit unikke netværk i Mellemøsten har skabt kontakten til prinsen. Ole Abildgaard har ingen kommentarer til oplysningerne.

Enochians storaktionær René Sindlev og Ole Abildgaard er ungdomsvenner og mangeårige forretningspartnere. I forbindelse med Dandrit, alias Enochian, har meldingerne om forholdet mellem de to mænd været blandet. Men René Sindlev har tidligere oplyst til Børsen, at Ole Abildgaard har spillet en rolle i oprydningen i »det gamle Dandrit«, fordi Abildgaard var den eneste, der kendte til virksomheden.

Dandritt slog sig oprindelig op på forskning i kræftbehandling, og blandt andet derfor investerede Den Blå Avis-milliardær Karsten Ree i selskabet. Ree har selv været ramt af sygdommen. I dag har Enochian en bred vifte af forskningsprojekter inden for HIV og hepatitis B ud over kræft.

Enochian har ifølge endnu en fondsbørsmeddelelse for nylig købt en eksklusiv licens til udvikling af et lægemiddel mod hepapitis B, og på en international hepatitis-konference på Hawaii midt i december vil selskabet fremlægge forsøgsdata ved den tyrkiske forsker Serhat Gümrüksü. En fremtrædende amerikansk ekspert på området, dr. Philippe Gallay fra det respekterede Scripps Institute, citeres i Enochians børsmeddelelsen for at kalde den tyrkiske forskers resultater for »remarkably innnovative«.

René Sindlev har tidligere fortalt, at den tyrkiske forsker satser på at blive den første i verden, der sender en såkaldt steriliserende kur på markedet om få år. Kuren skulle fjerne virus fuldstændig fra kroppen.

Uro i ledelsen

Både erhvervsadvokaten N.E. Nielsen og erhvervsmanden Aldo Petersen har siddet i ledelsen i Enochian, og det vakte opsigt, da de på et tidspunkt sagde farvel til topchefen Eric Leire. Da René Sindlev tog over, ansatte han Eric Leire igen og skaffede en stribe nye aktionærer til selskabet, herunder skuespilleren Mads Mikkelsen, Brøndby-ejer Jan Bech Andersen og Spangsberg-familien, kendt for flødeboller.

Enochian har endnu engang udskiftet Eric Leire, og en tidligere universitetsprofessor fra Georgetown University, Mark Dybul, er nu ny topchef i selskabet. Han er for nylig blev udpeget som formand for The Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, som støtter sygdomsbekæmpelse med milliarder af dollar hvert år.

Smykkerigmanden Rene Sindlev er i dag bestyrelseformand. Det har ikke været muligt at få hans kommentar til kapitaltilførslen.