Miljø-fjendtlige køleskabe lagt på køl

En stor del af den danske hvidevarebranche stopper nu alt salg af køleskabe og frysere med højt elforbrug.

16 forhandlere og 12 producenter, der udgør en stor del af hvidevarebranchen sælger fra 1. August udelukkende køleskabe og frysere med energimærke A eller bedre. Produkter med energimærker under A bliver taget helt ud af handlen.

- Hvidevarekampagnerne har slået flot igennem hos forbrugerne, som i dag fortrinsvis vælger de mest energieffektive køleskabe, kølefryseskabe og frysere. Det er meget positivt, at branchen nu også har taget klimabrillerne på og frivilligt fjerner produkter i energiklasse B og derunder. Dermed gør forhandlere og producenter det endnu lettere for forbrugerne at vælge de energirigtige produkter, siger Mads Lindevall Kristiansen, projektleder i Elsparefonden.

Danske forbrugere er i front og tænker på klimaet, når det gælder energirigtige køleskabe og frysere F.eks. er salget af kolde hårde hvidevarer i energiklasse A+ i Danmark dobbelt så stort som det gennemsnitlige salg i andre europæiske lande.

- Vi ser markedet gå den vej, at kunderne bliver mere og mere energibevidste. Vores sortiment afspejler det aftræk i markedet. Energiklasse B-produkter sælger jo ikke mere. Så vi har taget konsekvensen og tager de sidste B-produkter helt ud pr. 1. august. Dermed er vi også en smule på forkant med en udvikling, som uvægerligt vil komme, siger Ken Gregersen, regional produktchef for Electrolux.