Migatronic ind i Kina

Globalisering. Nordjysk producent af svejsemaskiner er i fuld gang med at etablere sig på det kinesiske marked via joint-venture samarbejde.

Den nordjyske producent af svejsemaskiner, Migatronic A/S i Fjerritslev, er hastigt på vej ind på det kinesiske marked med ny fabrik.

Den nye kinesiske fabrik skal fra næste måned producere svejsemaskiner til det enorme kinesiske industrimarked, der i kraft af den ekspansive udvikling har en stor efterspørgsel på ny, vestlig svejseteknologi.

Der er tale om et joint-venture samarbejde med den kinesiske koncern Weida, en af Kinas største leverandører af automatiserede svejseløsninger.

Migatronic ejer 51 procent af det nye selskab, der i 2007 forventes af få et underskud på otte-ti mio. kr. Selskabet forventes dog allerede om to til tre år at kunne levere et overskud.

Produktionsopstarten i Kina får ingen betydning for beskæftigelsen på fabrikken i Fjerritslev, da alle øvrige eksportmarkeder bliver betjent fra Danmark. Satsningen kommer på et tidspunkt, hvor Migatronic oplever stor vækst. Koncernomsætningen for 2006 blev 357 mio. kr. mod 296 mio. kr. året før, og det svarer til en stigning på cirka 20 procent. Resultatet før skat blev på 14 mio. kr. mod 8,7 mio. kr. i 2005.

I Migatronic mærker man nu også indirekte konkurrencen fra lavtlønsområder, og hvordan de danske produk-tionsvirksomheder har fået sværere ved at skaffe uddannede svejsere. Det har nemlig øget efterspørgslen på automation.

I 2007 regner virksomheden med en uændret markedssituation og en fortsat positiv udvikling i efterspørgslen, men også i Nordjylland mærker man den skærpede konkurrence fra nye spillere i markedet fra især lavtlønsområderne.

Koncernen forventer i år en vækst i omsætningen på 10-15 procent og et resultat på 18-20 mio. kr. før skat.

Når nyinvesteringen i Kina medregnes, forventes det endelige koncernresultat i Migatronic i 2007 at blive på 10-12 mio. kr. før skat.

Migatronic markedsføres worldwide i mere end 40 lande og har egne datterselskaber på 10 europæiske markeder samt Indien og Kina. Der er godt 400 medarbejdere.

jc