Toldkrigen er til at spore i Danmark. Flere supermarkeder har sat stjerner på europæiske varer, og overvejelser om boykot af amerikanske produkter fylder i samfundet. Det har fået forbrugerne til at kigge efter alternativer inden for vores egne grænser.
Mange af de sodavandsvirksomheder, der har haft godt fat i de danske forbrugere, er amerikanske virksomheder. Men Danmark har også sine egne bryggerier. Et af dem har oplevet en massiv fremgang.
Bryggeriet Vestfyen har arbejdet på højtryk siden januar. De fleste kender nok til dets produkt Jolly Cola, men faktisk producerer bryggeriet en række sodavand med forskellig smag under brandet Jolly, og der er fremgang i det hele.
Virksomheden kan glæde sig over en vækst på 50 procent i både januar og februar sammenlignet med samme periode sidste år. Den hurtige vækst har krævet, at den skulle være omstillingsparat. Det er noget, der kan mærkes i bryggeriet:
»Der har været en periode, hvor vi skulle kalde vores produktionsfolk ind for at producere lidt ekstra eller lave nogle omstillinger i produktionen, så vi kunne følge med efterspørgslen,« siger Thomas Lindegaard, der er senior brand manager hos Bryggeriet Vestfyen.
Selvom man ikke var forberedt på den hurtige vækst i Bryggeriet Vestfyen, har det ikke afskrækket virksomheden fra at følge med.
»Vi kan følge med væksten, og vi har stadig kapacitet til at følge med, så vi er parate til at omstille os, men jeg tror ikke, at nogen havde forudset det, der er sket i den seneste tid. Så det var ikke noget, vi lige havde regnet med, men vi er klar til det,« siger han.
Udover at producere sodavand under navnet Jolly producerer Bryggeriet Vestfyen også sodavand og øl under navnet Vestfyen. Derudover har bryggeriet i samarbejde med Jim Lyngvild udformet ølmærket Bryggeriet Frejdahl, der er inspireret af vikingetiden.
