Microsoft i kapløb med Google om søgninger

Microsoft tager kampen op med Google om at være bedst til at finde oplysninger på den enkelte computer. Andre aktører står klar i kulissen.

Vil du frem i verden, så søg. Den opskrift fulgte verdens største IT-producent Microsoft i går med frigivelsen af et helt nyt søgesystem, som på rekordtid skal kunne finde alt på computeren.

Det gratis program går direkte i flæsket på Google, som for to måneder siden gjorde det muligt for alle at bruge den berømmede søgemaskines teknik til ikke blot at søge på internet men nu netop også på computerens harddisk. Den, der vinder magten her, sidder nemlig ualmindeligt solidt i sadlen, fordi vi alle gemmer mere og mere, og det bliver mere og mere uoverskueligt at finde al den lagrede information..

Googles søgeboks finder kun udvalgte filformater, f.eks. Word, Excel, PDF og beskeder i postprogrammet Outlook.

Microsofts nye MSN Toolbar-program gør det muligt at søge fra programmerne Internet Explorer, Windows Stifinder, Outlook eller direkte fra skrivebordsskærmen. Søgefunktionen leder efter de nøgleord, som findes i de fleste dokumentfiler, og kan klare alt fra e-postbeskeder over straksbeskeder (såkaldt »instant messaging«) til PDF på samme måde, som man søger på internet. Til gengæld kikker MSN Toolbar-programmet ikke i besøgte internet-sider, som Googles udgave gør. Google kan omvendt ikke gennempløje Outlooks kalender og adressebog.

Både Microsoft og Google vover dog endnu kun at kalde søgeprogrammerne for prøveudgaver.

En tredje spiller, søgemaskinen Yahoo, er også på vej ind på computerens harddisk. Til januar har Yahoo en søgefunktion klar til PCen.

Der er stor fokus på, at de nye søgemuligheder ikke lækker personlige oplysninger til Microsoft og Google. Borgerretsgrupper gennemgår i øjeblikket programmerne med tættekam for at kunne bekræfte, at de ikke overtræder lovene om privatlivets fred.Microsoft MSN Toolbar:

http://beta.toolbar.msn.com/

Google Desktop Search:

http://desktop.google.com/