Mette Frederiksen skriver økonomisk danmarkshistorie – og hjemmekontoret er det hemmelige krisevåben

Danmark er gået gennem masser af store økonomiske kriser før coronakrisen. Der er ingen grund til naiv optimisme, men grundlæggende er Danmark et stærkt samfund, som har styrken til at komme i gennem perioder mod økonomisk modgang, skriver Berlingskes erhvervsredaktør, som spørger, om det bliver billedet af flittige hjemmearbejdende danskere eller storhamstrende forbrugere, vi vil huske coronakrisen for.

Roskilde Station var en del mere stille end sædvanligt dagen efter de nye coronainitiativer fra regeringen. Niels Ahlmann Olesen

Mød Mikael Olai Milhøj. Han er topøkonom i Danske Bank og en ganske respekteret én. Han plejer at rende mellem Danske Banks hundredvis af valuta- og aktiehandlere i Laksegade. Nu sidder han som hundredtusindvis af danskere på sit »hjemmekontor med flere skærme hjemme ved spisebordet i lejligheden på Østerbro«, som Politiken skriver i sit interview med Milhøj om verdensøkonomien.

Bliver det Milhøj, som bliver billedet på Danmarks økonomiske tvekamp med covid-19? Eller bliver det fotografierne af de storhamstrende forbrugere i Netto, de tømte hylder i supermarkederne, og de fyldte indkøbsvogne toppet med toiletpapir?