Skattepolitik er et af de emner, der har fyldt i den igangværende valgkamp, ikke mindst blandt de tre nuværende statsministerkandidater. Allerede fire minutter efter at Mette Frederiksen trådte frem foran statsministerboligen Marienborg nord for København 5. oktober og meddelte, at valget var udskrevet, gjorde hun topskat til et af valgets temaer.

»En valgkamp betyder selvfølgelig, at de politiske forskelle tegnes op. Skal vi holde fast i vores stærke danske velfærdssamfund? Skal vi fortsætte en ambitiøs grøn omstilling? Eller er det tid til at kaste Danmark ud i et historisk eksperiment og afskaffe topskatten? Det er nu op til Jer vælgere,« lød det fra Statsministeren.