Merkel tager stop for tyrkisk forhandling op på EU-topmøde

EU's stats- og regeringschefer skal på deres næste topmøde diskutere, om optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skal stoppes.

EU's stats- og regeringschefer skal på deres næste topmøde diskutere, om optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skal stoppes. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: ODD ANDERSEN

Det er den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der ifølge sin talsmand vil tage sagen op, når EU-toppen mødes igen i Bruxelles i oktober.

Merkel sagde i en valgdebat søndag aften, at hun ikke kan se Tyrkiet som EU-medlem.

Hun sagde samtidig, at hun vil se, "om vi kan afslutte disse medlemskabsforhandlinger".

Merkels talsmand siger, at hendes ord "taler for sig selv".

»I øjeblikket er Tyrkiet overhovedet ikke i en position til at komme med i EU,« siger talsmanden, Steffen Seibert, mandag på en regeringskonference i Berlin.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sagde for en uge siden, at han følger situationen i Tyrkiet "med stor bekymring".

»Tyrkiet tager gigantiske skridt væk fra EU, sagde Juncker ifølge sin talsmand på et ambassadørmøde i Bruxelles.«

»Jeg vil gerne have, at det tyrkiske folk indser, at det er den nuværende regering, der gør det umuligt for Tyrkiet at komme med i EU«, sagde Juncker.

EU-talsmanden, Margaritis Schinas, siger, at det er op til medlemslandene at beslutte, hvad der skal ske med forhandlingerne med Tyrkiet.