Mere lavpris til København

Flere lavprisselskaber vil begynde at benytte lufthavnen i Kastrup i det kommende år, afslører administrerende direktør Niels Boserup. Om få år vil andelen af lavprisflyvninger være 25 procent, lyder meldingen.

Mere lavpris til København - 1
Læs mere
Fold sammen
Nye lavprisselskaber vil allerede i løbet af indeværende år begynde at flyve til og fra Københavns Lufthavn.

Aktuelle forhandlinger med flere selskaber er så fremskredne, at lufhavnsdirektør Niels Boserup på et pressemøde i går kunne afsløre, at nye selskaber er på vej trods luftfartsindustriens trange tider.

»Vi forhandler med konkrete selskaber, men jeg kan af gode grunde ikke sætte navne på på nuværende tidspunkt,« siger administrerende direktør Niels Boserup.

Dertil kommer forventningerne om flere ruter fra de lavprisselskaber, der i dag flyver på Københavns Lufthavn.

I dag benytter syv lavprisselskaber lufthavnen, og tilsammen står selskaberne for seks procent af passagerantallet.

Den andel vil imidlertid stige markant den kommende tid, og i løbet af få år forventer Niels Boserup, at lavprisselskaberne vil levere op mod hver fjerde flypassager, der passerer gennem lufthavnen.

»I løbet af nogle få år vil 20-25 pct. af trafikken i København sandsynligvis komme fra lavprisselskaberne,« siger han.

I takt med at mæthedspunktet for lavprisflyvninger er ved at være nået i Storbritannien, vil væksten for de aggressive lavprisselskaber primært være at hente i Frankrig, Tyskland og Italien, forudser Niels Boserup, men også i Skandinavien vil de rejsende få adgang til de billigere billetter.

Også en international analyse af luftfartsindustrien fra en af verdens største uafhængige konsulentvirksomheder, Mercer Consulting, har konkluderet, at lavprisselskabernes andel af det europæiske luftfartsmarked i løbet de næste seks-syv år vil stige til hele 25 procent. Grundlaget for den kraftige vækst for selskaber som Ryanair, Virgin, Sterling samt EasyJet er ifølge analysen lave administrationsomkostninger samt et målrettet rutenet mellem få men populære destinationer.