Medicinalaktier og APM trak KFX-indekset i rødt

Lundbeck fortsatte tirsdagens nedtur, mens Novo Nordisk faldt en anelse tilbage fra tirsdagens rekordniveau. Blandt sidepapirerne faldt SAS på en nedjustering, mens BHJ fløj til vejrs på muligt opkøb.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens de europæiske aktiemarkeder generelt oplevede en forsigtig fremgang i onsdagens handel, måtte det danske KFX-indeks 0,3 pct. ned i kurs efter tre dages fremgang.

På ganske forskellige baggrunde var de to medicinalaktier sammen med A.P. Møller - Mærsk (- 0,8 pct.) de mest tyngende i hovedindekset.

Lundbeck fortsatte tilbagegangen fra tirsdag, hvor aktien blev tynget af, at selskabet blev kritiseret for ikke at publicere en undersøgelse om børns anvendelse af lykkepiller. Fra morgenstunden var aktien under et nyt stærkt pres, og den endte 2,9 pct. nede i kurs 134. I denne uge er aktien nu samlet gået 5,6 pct. tilbage. Det skal dog tilføjes, at den fredag lukkede i det højeste niveau i mere end et år.

Novo Nordisk indledte onsdagens handel med en fortsættelse af tirsdagens fremgang efter præsentationen af gode testresultater for NovoSeven. Aktien kunne dog ikke holde niveauet og faldt hurtigt tilbage igen for at ende dagen 0,3 pct. under tirsdagens rekordniveau for de seneste par år.

Blandt sidepapirerne bragt SAS sig fra morgenstunden i fokus med en nedjustering af resultatforventningerne for helåret, så der ikke længere ventes et positivt resultat før skat, realisationsgevinster og engangsposter. Aktien endte 7,1 pct. nede i kurs 48,3, der er dens laveste niveau i ti måneder. På den danske notering blev der omsat for godt 18 mio. kr. i det skandinaviske luftfartsselskab, hvilket var det højeste dagsniveau siden årsregnskabet i slutningen af marts.

Østasiatisk Kompagni kunne berette om resultatet af sit tilbagekøbsprogram, der noget usædvanligt blev gennemført som en auktion. Resultatet blev, at ØK købte egne aktier til kurs 290 for 250 mio. kr., hvilket bringer ejerskabet af egne aktier op på 9,1 pct. Det er bestyrelsens hensigt at nedsætte aktiekapitalen med de tilbagekøbte aktier. ØK-aktien steg 1,6 pct. til kurs 286,5 og oplevede naturligt nok med 279 mio. kr. en meget større omsætning end normalt. Det gjorde samtidig aktien til dagens næstmest omsatte, kun overgået af Novo Nordisk, der trak en omsætning på 805 mio. kr.

Kødkoncernen BHJ blev onsdag overført til Fondsbørsens observationsliste, efter at selskabet havde meddelt, at det på foranledning af sine største aktionærer forhandler om en mulig overtagelse af selskabet. Den nyhed blev vel modtaget af forhåbningsfulde investorer, og aktien blev dagens mest fremgangsrige på Københavns Fondsbørs med et hop på 17,5 pct. til kurs 185. Stigningen blev dog til på baggrund af blot 18 handler i aktien, der senest blev handlet mandag.