Medarbejder ved at køre butik i sænk

Kørt af sporet. Meget kan gå galt, når man er selvstændig i detailbranchen. Kim Sass er sluppet for de fleste af dem, men har alligevel ikke undgået en klassisk fejl: den forkerte medarbejder.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke ved det. Da Kim Sass og hans kammerat for snart fire år siden startede en herretøjforretning som en del af kæden Trend House, havde de ingen anelse om, hvor hurtigt den ville vokse. I dag er de begge chefer for fem tøjforretninger, så umiddelbart er det svært at tro, at de kender til begrebet en bommert. Men det er ikke desto mindre hvad der skete, da de skulle åbne en ny afdeling i Ålborg.

- Vi troede, at vi havde sørget for alt, og at økonomien kunne løbe rundt med husleje og investeringer i butikkens inventar. Så vi havde ikke regnet med at få nogle problemer, fortæller Kim Sass. Men han blev klogere. Butikslederen kunne nemlig slet ikke klare jobbet, og der gik ikke længe, førend Kim Sass og hans partner kunne se røde tal fra butikken i Ålborg.

- Der blev solgt alt for lidt, og indkøbene var også helt hen i hampen. I starten var det svært at se, hvad der var årsag til problemet, men efter et par måneder kunne vi se, at fejlene alene skyldtes dårlig ledelsen, siger han.

Sikkerhedstjeck blevet en ny rutineBegge chefer besluttede dog at give deres butiksleder en chance, men efter nogle måneder stod det klart, at butikken måtte dreje nøglen om, hvis den dårlige økonomi fortsatte.

I dag løber økonomien rundt i forretningen i Ålborg, og nu har Kim Sass og hans kammerat sågar planer om at udvide med online-salg.

Men når de ansætter nye medarbejdere i dag sker det ikke uden et grundigt sikkerhedstjeck af kvalifikationer og kendskab til både branche og kunsten at lede en tøjbutik.

Udover at være en erfaring rigere på medarbejdersiden, så har de to forretningspartnere også fundet ud af, hvor svært det kan være at koordinere indkøb af det rigtige modetøj på det rigtige tidspunkt.

- Det er altid svært at vurdere, selv hvis man har været mange år i faget. Derfor bliver man nødt til at have kontakter og arbejdet i branchen i flere år, hvis man skal starte sin egen virksomhed i tøjbranchen, siger Kim Sass.