Med regler skal land ikke bygges

Hvis det moderne samfund skal fungere, er vi i højere grad nødsaget til at lade reglerne fungere som guidelines.

På det seneste har der været en række sager i dagspressen, som har drejet sig om regler kontra ret og rimeligt. Den bagvedliggende debat handler om, hvordan vi håndterer en verden, som bliver stadig mere kompleks og hvor foranderligheden er det eneste stabile. Her skilles vandene mellem erhvervslivet og det offentlige.

De fleste virksomheder har allerede taget konsekvensen og decentraliseret beslutningsprocesserne og indført værdibaseret ledelse. Virksomhederne har indset, at man ikke kan styre og kontrollere medarbejderne via regler og stive forretningsgange.

Hvis virksomhederne ønsker en organisation, der både kan handle og være kundemindet kræver det, at den enkelt medarbejder er fleksibel, forandringsparat og kan handle selvstændigt. Når det gælder det offentlige, har man i højere grad forsøgt at håndtere den stigende kompleksitet ved at gør regelsættene mere komplekse og omfattende. Hver gang der opstår et hul i reglerne, lappes det med nye direktiver og bekendtgørelser.

Førhen blev regler os påduttet som en naturlig del af opvæksten, og vi lærte tidligt at indordne os. Vi blev opsat på, at andre skulle efterlever reglerne, ligesom os selv. »Når vi kan indordne os, så kan du vel også?«

Det var hensigtsmæssigt fordi verden var mere overskuelig og vi generelt var mere konforme. Alle var lige for loven. Det er imidlertid ikke så entydigt mere. Mange har en hverdag hvor de i stigende grad selv skal træffe en masse beslutninger. Arbejdssituationen kræver ofte at der udvises fleksibilitet bl.a. i forhold til fastsattes overenskomstmæssige regler. Den samme fleksibilitet synes ikke at eksistere i den offentlige sektor. I forhold til den verden vi lever i - nu er problemet, at den offentlige sektor ikke i tilstrækkeligt omfang har fulgt med udviklingen. Det opleves i stærkere grad, at reglerne fra det offentlige bliver fortolket for snævret i forhold til den enkeltes behov. Fordi vi er blevet mere forskellige og omstændigheder aldrig er helt ens betyder den samme behandling netop, at vi ikke bliver behandlet ens.

For et stykke tid siden fik en bekendt en parkeringsbøde. Han havde en lørdag eftermiddag, på en halvtom parkeringsplads parkeret med det ene hjul udenfor parkeringsbåsen med det resultat, at en effektiv parkeringsvagt helt efter reglerne havde takseret ham til en bøde for dobbelt parkering.

Udviklingen har gjort befolkningen mindre autoritetstro. Det gælder måske især overfor de offentlige ansatte, som parkeringsvagten, der repræsenterer et fællesskab vi i mindre grad føler os en del af. Denne følelse forstærkes af, at de offentlige myndigheder generelt administrerer reglerne for ufleksibelt.I bund og grund handler det om, i hvilket omfang man kan overlade beslutninger til folk selv. Personligt er jeg fortrøstningsfuld når det gælder mine medmenneskers evner. Men jeg bliver alligevel usikker, når jeg læser, at f.eks. motion på recept vinder frem. Hvis man ikke evner at motionere, medmindre man får det ordineret på recept, så må man spørge sig selv om vi kan håndtere mere frihed og færre regler.

Heldigvis tror jeg, at det primært er systemet der i en misforstået godhed ønsker at hjælpe, og derved kommer til at passivere os uhensigtsmæssigt.

Det offentlige skal tilpasses, så det i højere grad afspejler det samfund, det er meningen, det skal tjene og understøtte. Her har regeringen en kæmpe udfordring, fordi det ikke er umiddelbart klart hvor regeringen selv står i denne sag.

Keld Holm er forfatter og indehaver af konsulentfirmaet Business Research and Communication