Mayland skifter ejer

Udsalg. Bestyrelsesmedlemmer overtager kalendervirksomhed

Mayland A/S, som producerer papirkalendere, er blevet solgt efter en række år med dårlige resultater.

Maylands hidtidige hovedaktionær, direktør Jørgen Woldsen, Mayland Holding, har gennem en periode ønsket at sælge kalendervirksomheden.

Det ønske er nu blevet opfyldt, idet bestyrelsesformand Hans Trap og bestyrelsesmedlem Bjørn Andersson i Mayland A/S sammen har overtaget virksomheden.

Der er ikke i forbindelse med købet af virksomheden offentliggjort et beløb for overtagelsen.

- Bestyrelsen har besluttet at ændre den hidtidige vækststrategi, idet planerne om udvidelse af aktiviteterne er blevet sat i bero indtil videre. I stedet skal der fokuseres på optimering af driften med fokus på kalenderforretningen i Danmark, hedder det i en meddelelse til firmaets forretningsforbindelser fra bestyrelsesformand Hans Trap efter overtagelsen af virksomheden.

fkd