Mattel melder om fortsat forrygende salg af Barbie-dukker

Salget af Barbie vokser så meget, at legetøjsfirmaet bag den ikoniske dukke opjusterer salgsskøn for 2021.

Legetøjsfirmaet Mattel har gjort Barbie-dukken mere forskelligartet end tidligere. I juli præsenterede Mattel en dukke baseret på den japanske tennisstjerne Naomi Osaka. (Arkivfoto). Ted Shaffrey/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det amerikanske legetøjsfirma Mattel solgte i andet kvartal næsten 50 procent flere Barbie-dukker end året før og opjusterer på den baggrund sine forventninger til hele årets salg.

Nu ventes salget for 2021 at stige med 12-14 procent mod et tidligere skøn på 6-8 procent.

Det oplyser Mattel i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for kvartalet tirsdag amerikansk tid.

I de tre måneder omsatte Mattel for 1,03 milliarder dollar. Det er 40 procent højere end i samme kvartal året før og samtidig langt over analytikernes gennemsnitsforventning på 878 millioner dollar.

Omsætningen for Barbie steg 46 procent, mens salget af Hot Wheels steg 67 procent.

Salget af Mattels mest ikoniske brand, dukkeserien Barbie, er konstant gået i vejret det seneste år, hvor mange børn under nedlukninger som følge af coronapandemien har skullet underholde sig selv derhjemme.

Desuden har Mattel gjort dukkerne mere forskelligartede med variationer af hudfarver og rollemodeller. Tidligere denne måned afslørede Mattel således en dukke baseret på den japanske tennisstjerne og firedobbelte grand slam-vinder, Naomi Osaka.

»Det er mere end en dukke. Det er et kulturelt ikon, og vi vedbliver med at være kulturelt relevant,« siger Mattels administrerende direktør, Ynon Kreiz.

Ifølge topchefen vil Barbie-programmer på streamingtjenesten Netflix samt en kommende film med den australske filmstjerne Margot Robbie i hovedrollen medvirke til at fastholde brandets popularitet.

I lighed med LEGO og andre globale legetøjsfirmaer er det traditionelt i slutningen af året med julesalget, at Mattel for alvor tjener penge.

Og selvom Mattel har bebudet prisstigninger de kommende måneder, forventer topchef Ynon Kreiz et solidt salg året ud.

»Vi har en rigtig god fornemmelse, siger han om udsigterne for salget i andet halvår og julen.«

Prisstigningerne skyldes højere udgifter til transport og råvarer.

/ritzau/Reuters