Massiv vækst i oplevelsesindustrien

Vækst. Oplevelsesindustrien vokser kraftigt, og det store investeringspotentiale ligger i spiludvikling.

Beskæftigelsen i oplevelsesvirksomheder er steget med 30 procent sidste år, mens resten af erhvervslivet voksede med 5-6 procent, viser Vækstfondens seneste analyse ”Oplevelsesindustri – perspektiver for iværksætteri og venturekapital”.

Vækstfondens analyse af nye mulige investeringsområder handler om oplevelsesindustrien – eksempelvis spil, film og turisme. Altså brancher, der ikke nødvendigvis sælger fysiske produkter, men oplevelser. Og tendensen er klar.

Evnen til at skabe oplevelser for forbrugerne er en stadigt stærkere drivkraft i markedet. Alligevel er det kun spiludvikling – og måske dele af filmbranchen – der for alvor er i stand til at tiltrække ventureinvesteringer.

- Meget tyder på, at der inden for oplevelsesindustrien er noget længere mellem de oplagte ”investeringsoplevelser”, end vi ser inden for andre industrier som for eksempel it, bioteknologi og cleantech. En undtagelse er spiludvikling, hvor vi i Danmark faktiske er meget stærke. I Vækstfonden har vi da også allerede foretaget en håndfuld investeringer i meget perspektivrige spilvirksomheder, og vi er klar til at investere mere, hvis de rigtige muligheder byder sig til, forklarer direktør Christian Motzfeldt, Vækstfonden.

Også dele af filmbranchen kan have en fremtid for sig som interessante for investorerne

- Der findes meget tætte grænseflader mellem spiludvikling og produktion af animationsfilm, hvor spil bliver til film og vice versa. Det giver efter vores mening også løfter om flere fremtidige investeringsmuligheder, siger Christian Motzfeldt.

- mja