Markedsoversigt: Jobtal gav medvind til aktier - renten krøb sidelæns

Den amerikanske jobrapport for september var fredag blandet læsning, men ikke desto mindre gav den yderligere medvind til de danske aktier.

Umiddelbart inden offentliggørelsen af rapporten lå det danske eliteindeks, C25, til en stigning på 0,5 pct., men tallene gav yderligere næring, og facit for dagen blev et plus på 1,1 pct. til 1113,09.

Jobskabelsen uden for landbruget var på 136.000 personer i september, hvilket egentlig var lavere end de 145.000 personer, som konsensus var ifølge Bloomberg News. Det var dog alligevel en lettelse, vurderer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Novo Nordisk-aktien steg fredag 1,9 pct. til 347,90 kr. og var dermed en af de mest stigende aktier i eliteindekset. Stigningen kom, efter at Credit Suisse løftede sit kursmål for aktien til 390 kr. fra 360 kr.

Den schweiziske storbank havde også kig på Lundbeck, hvor kursmålet omvendt blev sænket til 225 kr. fra 235 kr. Aktien steg dog fredag 0,9 pct. til 220,40 kr.

I bunden af det danske eliteindeks endte indeksets to banker - Danske Bank og Jyske Bank. De faldt henholdsvis 0,3 pct. til 91,84 kr. og 0,4 pct. til 209,50 kr.

»Efter de sidste par dages svage nøgletal spekuleres der yderligere i, at renterne skal ned (hos centralbankerne, red.), og det er dårligt for bankerne,« siger Mads Zink.

Blandt sidepapirerne var Ringkjøbing Landbobank fredag i fokus, efter at banken torsdag aften opjusterede forventningerne. Danske Markets løftede efterfølgende sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold", og aktien steg fredag 8,2 pct. til 449 kr.

Der var fredag renteudsving i begge retninger på det danske obligationsmarked, men renten på det toneangivende tiårige danske statspapir endte, hvor den startede - i minus 0,57 pct. Det er 2 basispoint lavere, end da ugen begyndte.

I fokus fredag var den amerikanske jobrapport for september, som umiddelbart efter offentliggørelsen gav anledning til en rentestigning på 1 basispoint for statspapiret, hvilket dog gik i sig selv igen.

Jobrapporten var også blandet læsning, da jobskabelsen uden for landbruget var lavere end ventet, mens at arbejdsløsheden omvendt overraskede positivt med et lavere niveau end ventet.

Uden for landbruget var jobskabelsen på 136.000 personer mod ventede 145.000 personer, mens arbejdsløsheden faldt til 3,5 pct. Der var ventet en fastholdelse af niveauet fra august på 3,7 pct. ifølge Bloomberg News.

»Jobvæksten er stadig positiv, men hvis væksten i økonomien bremser yderligere op, så kan man godt have bange anelser for, at jobvæksten kan gå helt i stå og måske endda gå i bakgear.«

»Det vil være bekymrende, for det kan starte en negativ spiral, der i sidste ende får økonomien til at falde i recession,« lyder det fra Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar til tallene.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk