Maratonmanden

Iværksætteren Michael Mathiesen er igen i ilden efter at have rejst sig efter krakket i 2002 med 2M Invest.

Maratonmanden - 1
Den officielle resultatliste afslører, at Michael Mathiesen blev nr. 2371 af 7000 deltagere med en tid på 3 timer og 52 minutter. Foto: Photomotion
Læs mere
Fold sammen
Der var en lang periode, hvor Michael Mathiesen på grund af sit ungdommelige udseende og sin smag for habitter blev kaldt »Konfirmanden« i dansk erhvervsliv.

Nu er han blevet 45, og ser stadig ungdommelig ud - men der er også kommet grå stænk ind i den ganske tætklippede hårpragt. Til gengæld vækker habitterne ikke opsigt mere, men har nærmest dannet mode - og nu er hans tilnavn »Maratonmanden«.

Det skyldes dels, at han stadig er aktiv i IT-branchen efter et dundrende krak i 2002 med det børsnoterede firma 2M Invest, hvor han havde samlet sine mange erfaringer fra halvfemserne; dels at Michael Mathiesen stadig er i fysisk topform, om end den nok ikke er så fin, som da han som teenager - trods det spinkle ydre - var topspiller i den rå kontaktsport ishockey.

Manden med æggene
Lige nu er Michael Mathiesen så blevet nyhedsstof, fordi nogen mener, at han har lavet nogle fejl omkring oprydningen af et af de gamle porteføljeselskaber i 2M Invest. Den melding, er der skuffede investorer, der gerne vil tro på - men de fleste, der kender Michael Mathiesen godt, giver ham stadig stor kredit som en af firserne og halvfemsernes mest træfsikre danske iværksættere.

Michael Mathiesen viste stor sans for at investere i teknologivirksomheder, der havde produkter, der lige skulle færdigpudses inden de blev sendt på markedet.

Efter et par gange at have solgt sine virksomheder med stor fortjeneste, besluttede han at blive venturekapitalist - at ruge på flere æg ad gangen, sådan som de store amerikanske idoler i den branche gjorde og gør det. I venturebranchen er det ikke spor odiøst at otte ud af ti fejler, en overlever med skindet på næsen, og så skulle den sidste gerne være så stor en succes, at det kan betale for de virksomheder, der mislykkedes - for eksempel fordi andre ude i verden havde endnu bedre ideer.

Bor stadig i København
Mathiesen var i gang med den slags længe før dotcomboblen brast - og da det skete, var det han oftest blev bebrejdet, at han ikke havde været mere kynisk - og lukket ned i tide. For andre var det et bevis på hæderlighed og loyalitet, at han blev på broen så længe som muligt.

Selv har han de seneste år været direktør for det børsnoterede svenske IT-firma CellPoint AB med hovedkvarter i IT-byen Kista. Men han er blevet boende i København, for det meste af arbejdet med at sælge trådløse headset foregår alle andre steder end i Sverige, og det lille firma med omkring 30 medarbejdere, har også et kontor i Danmark.

I det nye firma prøver Michael Mathiesen at sørge for, at man ikke som i 2M Invest bliver for afhængig af fremmed kapital, men ellers er det efterhånden igen arbejde, der ligner det, han lavede i 2M.

Far til seks
Selv lyder han stort set som i gamle dage, hvor han blandt andet blev en god formand for IT-Bancheforeningen, tilsat lidt ekstra ydmyghed efter konkursen. Ja, han virker nærmest gladere end i de store succesår, måske fordi han er blevet bedre til også at nyde hjemmeliv med en ny hustru og tilsammen seks børn: Tre små fællesbørn på et, tre og fem, fruens børn på 12 og 17 og hans eget fra første ægteskab på 16.

Hver weekend tager han en lang løbetur i Dyrehaven med en svoger, og hans største ydmygelse i 2004 har tilsyneladende ikke været den kritik, han nu er løbet ind i, men at svogeren var 18 sekunder hurtigere end han i Copenhagen Maraton.

Michael Mathiesen løb dog ikke de 42,2 km. på 3 timer og 40 minutter, som han selv påstår.

Den officielle resultatliste afslører, at han »kun« blev nr. 2371 af 7000 deltagere med en tid på 3 timer og 52 minutter, men det tyder nu stadig på respektabel marathonvilje.