Manglende levering koster fladskærmfirma fire millioner

Nedjustering. Store vanskeligheder med en asiatisk leverandør koster dansk fladskærmsproducent dyrt.

Omsætningen hos den danske fladskærmsproducent Mermaid Technology falder 30 procent og resultatet forsvinder på grund af asiatiske leveringsproblemer. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Mermaid Technology er tvunget til at skære ned for forventningerne til 2007. Det skyldes ”en forsinkelse på leverancer fra Asien”, oplyser virksomheden.

I stedet for en forventet omsætning på næsten 50 millioner kroner, vil der i år kun blive solgt for 30-32 millioner kroner. Samtidig forsvinder hele det forventede overskud fra næsten fire millioner kroner til et resultat på et rundt nul.

Nedjusteringen kommer efter en heftig måned for virksomheden. Den 30 november købte Mermaid Technology konkurrenten Acrossmedia og i forlængelse med købet blev en aktieudvidelse godkendt ved en ekstraordinær generalforsamling den 13 december.

Det var torsdag eftermiddag ikke muligt, at komme i kontakt med administrerende direktør Henrik Johnsen.