Mangel på økologisk jord presser sig på

Økologiske varer er efterspurgte på både det danske marked og til eksport. Økologisk Landsforening kalder på mere fart i omlægningsprocessen.

Økologiske varer er så efterspurgte i både Danmark og udlandet, at der er ved at være mangel på økologisk jord i Danmark.

- Salget af økologiske fødevarer stiger kraftigt i Danmark, men også globalt. Det giver de danske landmænd nye muligheder. Vi vil på det kraftigste opfordre de landmænd, der går med overvejelser om at lægge om til økologi til at gøre deres overvejelser færdige og gerne påbegynde omlægningen allerede her til foråret, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

Dansk Landbrug har regnet sig frem til, at der frem til 2015 i gennemsnit skal omlægges 10.000 hektar jord om året for at følge med efterspørgslen til både det danske marked og eksporten. Men formanden for økologiudvalget, Gert Hansen, efterlyser faste aftaler, så kommende økologer er sikret økonomisk.

- Forarbejdningsvirksomheder som mejerier og slagterier skal signalere, at behovet er der og skal stille en vis sikkerhed. Der skal være en sikkerhed for at få en god pris for varerne, så man ikke brænder inde med dem, siger Gert Hansen.

/ritzau/