Manden der er gået i krig med Roskilde Bank

Sjællandsk developer er gået i infight med Roskilde Bank. Han startede sin første virksomhed, mens han læste HF.

Foto: Morten Juhl / Scanpix. Anders Moesgaard har indgivet en stævning på 383 mio. kr. mod Roskilde Bank.
Læs mere
Fold sammen

Han har læst jura på universitetet i tre måneder, men har ingen egentlig uddannelse. Han startede sin første virksomhed, da han gik i skole. Og nu er han for alvor kommet i søgelyset igen, fordi Rokilde Bank har indgivet konkursbegæring mod hans selskab AM Gruppen a/s.

Iværksætter og developer Anders Moesgaard er bestemt ikke glad for Roskilde Bank i disse dage. Som et modsvar på konkursbegæringen mod AM Gruppen, har Anders Moesgaard indgivet en stævning på 383 mio. kr. mod Roskilde Bank.

Banken har lavet et aftalebrud, mener Anders Moesgaard.

- Der er ingen tvivl om, at Roskilde Bank har fat i den lange ende, og vi står med ryggen mod muren. Men den situation skal de ikke misbruge til at forhindre, at sandheden om, hvordan banken har ageret, kommer frem, siger Anders Moesgaard.

- Jeg tror ikke på, at det ender med, at AM Gruppen bliver erklæret konkurs. Vores krav mod Roskilde Bank mere end opvejer det, som vi skylder Roskilde Bank, siger Anders Moesgaard.

Anders Moesgaard er en af de klassiske developere. Han er selvlært ejendomsudvikler, købmand og restauratør. Karrieren begyndte med udvikling og salg af rensevæske til grammofonplader.

Det blev til virksomheden AM Kemi, der blev startet helt tilbage i 1971, mens Anders Moesgaard stadig læste HF. AM Kemi gav overskud og pengene blev investeret i ejerlejligheder.

Det blev startskuddet til, at Anders Moesgaard fik en hovedrolle i de »gamle developeres« storhedstid i 1980’erne. Anders Moesgaard var med i ejendomsmastodonten Sophienberg, der rundede en balance på flere milliarder kroner. Det var mere end konkurrenter som Axel Juhl Jørgensen og Flemming Thomsen kunne klare.

Store kontorejendomme blev bygget for egen regning uden at have købere eller lejere på forhånd. Det gik godt i en række år, men i starten af 90’erne gik bunden ud af ejendomsmarkedet, og det samme skete med Anders Moesgaards forretninger. Han blev erklæret personlig konkurs.

- Konkursbegæringen kom samme dag, som min kone fødte vores yngste søn, og det var lidt af et granatchok. Der gik flere år, inden vi for alvor kom videre, siger Anders Moesgaard.

Han var dog aldrig i tvivl om, at han igen ville prøve lykken med nye ejendomsprojekter.

- Jeg har ingen egentlig teoretisk uddannelse. Min eneste mulighed var at gå ud og starte op igen, siger Anders Moesgaard.

- Jeg er selvstændig med alt, hvad dertil hører. Nogle gange går det godt, og man bygger en masse op. Andre gange gør det ikke, siger Anders Moesgaard.

Han står i dag i spidsen for det børsnoterede selskab Walls. Et selskab, der står for at udvikle livsstilsboliger i København. Men også en virksomhed, som har mærket, at krisen kradser. For få år siden var selskabet over en mia. kr. værd. Nu er værdien skåret helt ned til 40 mio. kr.

Trods være udsigter tror Anders Moesgaard på, at Walls overlever.

Familien i højsædet

Privat bor Anders Moesgaard i Klampenborg nord for Købehavn. Han har boet i det samme hus i 35 år. Han har fire børn og et barnebarn på vej.

Arbejdstiden er på omkring 70 timer om ugen, og det levner ikke megen plads til fritidsfornøjelser. Men den fritid, der er, bliver brugt sammen med familien. På programmet står blandt andet rejser og skiture.