Manden bag Aldi

Karl Albrecht, medgrundlægger af Aldi, er død, 94 år. Han var den sidste tyske erhvervspatriark, den rigeste og mest hemmelighedsfulde.

Karl Albrecht var Tysklands rigeste mand. Han levede i det skjulte og døde for en uge siden, men bisættelsen var overstået, før nyheden slap ud. Sidste gang, han udtalte sig om noget udadtil, var i forbindelse med et foredrag i 1953. Foto: AFP/Aldi South Group Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Karl Albrecht er død, og navnet siger måske ikke så mange danskere noget, men de kender den virksomhed, han har været med til at grundlægge, og hvis navn er dannet af de to første bogstaver i hvert af ordene Albrecht Discount.

I Tyskland kendte man ham godt. En nylig rundspørge blandt tyske politikere afslørede, at de færreste af dem anede, hvem der ledede koncerner som ThyssenKrupp eller Siemens. Men Aldi-chefen kendte de. Men meget mere end navnet var de dog ikke i stand til at fortælle om ham.

Og sådan ville Karl Albrecht også helst have det. Han levede i skjul, og han døde, som han levede, for han døde faktisk allerede for en uge siden og blev bisat i dybeste stilhed, og først i denne uge slap nyheden ud, i en avis.

Karl Albrecht var stenrig, Tysklands rigeste mand, faktisk. Han var strengt katolsk. Han havde familie. Han havde en lillebror, som ledede den ene halvdel af Aldi, og selv ledede han den anden. Han kom fra det, man lidt teatralsk kalder fattige kår. Det er omtrent alt, hvad vi ved, for hverken han eller hans bror talte nogensinde med pressen, og det gør deres virksomhed også nødigt.

Kold ovn

Så vi skal have fat i øjenvidner. Regionalavisen Ruhr Revue talte for et par år siden med en gammel dame, som i 1948 blev ansat i en af Albrecht-brødrenes første butikker. Nej, de var ikke rige dengang, men de så på hver en pfennig. Der var en kakkelovn i butikken, men der blev aldrig fyret i den, heller ikke om vinteren, huskede Helga Galinnis, med mindre hendes forlovede kom forbi med en spand kul.

»Klæd Dem varmt på!,« lød det gode råd fra Theo, lillebroderen, som døde for fire år siden.

De korte, fyndige sætninger hænger ved deres virksomheder.

»Koncentration om det væsentlige,« hedder det hos Aldi Süd.

»Kvaliteten helt i top – prisen helt i bund,« erklærer Aldi Nord.

»Tæt på kunderne,« hedder det hos dem begge.

Karl Albrechts og hans brors virksomheder har været en gigantisk succes, en af den slags succeser, som vokser ud af mangel og underskud, ikke af overflod, som når tørstende planter sætter skud. Faderen var minearbejder – så meget mener man dog at vide i tyske medier – og han måtte i 1913 opgive at arbejde på grund af stenlunger.

I stedet åbnede forældrene en butik i Schonnebeck, en arbejderforstad til Essen midt i Ruhr-distriktet, og året efter åbnede man endnu en butik. Efter krigen tog brødrene over, man åbnede nye butikker, og discountideen voksede langsomt frem.

Det var ikke en idé udtænkt efter et langvarigt strategiarbejde med konsulenter og analyser. Det var en idé som en tørstende blomst: Man holdt sortimentet knapt og smalt for at spare penge, så man kunne spare op til at åbne flere butikker. Senere var meningen at drive butikkerne som helt normale butikker. Det var kun af nød, at man fjernede hylderne med fersk kød og frisk frugt og holdt sig til ting, som kan sælges på dåse eller i papæsker.

Det har Karl Albrecht selv fortalt. I et foredrag i 1953. Det var sidste gang, han udtalte sig offentligt om sin forretning, eller om noget som helt andet vigtigt, for den sags skyld, men så vidt man ved, er koncernen fortsat gældfri og selvfinansierende.

Børnebørn og direktører

Aldi er byzantinsk: Indviklet, tillukket, hemmelighedsfuld. Det gamle A.P. Møller, fra før rederiet blev en koncern, var et orgie af gennemsigtighed sammenlignet med det kalejdoskopiske puslespil af regionalselskaber, fonde og rådgivende komiteer, som Aldi består af, og som gør det vanskeligt for selv tyske erhvervsjournalister at få fuldt overblik.

Man skal egentlig tale i flertal om Aldierne, for brødrene delte deres forretninger op mellem sig tilbage i 1961, i Aldi Nord, som Theo ledede fra Essen, og Aldi Süd, som Karl stod for, og som havde hovedsæde i Mülheim an der Ruhr. Tyskland var delt på langs af en Aldi-ækvator, og man oprettede ikke butikker i hinandens områder. Senere delte man også verden op. Nordeuropa, Frankrig og Spanien var Aldi Nords område, mens Aldi Süd holder sig til Østeuropa og de engelsktalende lande.

Nord og Süd driver forretning på hver deres måde, men de samarbejder, også på topplan, hvor et koordineringsudvalg udgør en slags koncerndirektion.

Og i disse dage forsøger iagttagere at gætte på, hvad der nu vil ske i Byzans. Både Karl og Theo havde børn, men ingen af dem har spillet nogen varig rolle i virksomhederne. Måske bliver det et af børnebørnene? Peter Max Heister, en søn af Karl Albrechts datter, Beate, har allerede plads i koordinationsudvalget. Hvordan vil han og hans søskende trives med de nye ansatte chefer? Kun ejerskabet er sikret; det ligger i familiefonde.

Henkogt grønt

Til Danmark kom Aldi i 1977, men selv om det var den første discountkæde i Danmark, blev det aldrig nogen succes. Konceptet var for stramt, for fattigt, for tysk. Og Aldi var for konsekvent og ufleksibel. Det, som havde været godt nok til wirtschaftswunderets unge familier i 1960ernes Vesttyskland, måtte også være godt nok til resten af verden, og danskerne måtte, ja, de skulle, simpelt hen skulle lære at elske varmebehandlet mælk og henkogte grøntsager på glas.

Det gjorde danskerne ikke. Siden begyndelsen i 1977 har Aldi kun undtagelsesvist haft overskud i sit danske holdingselskab. Det er dog sket en sjælden gang. Første gang var i 2002, og det valgte den danske landechef at fejre med en flaske champagne på direktionsgangen. Han blev fyret. Der er alkoholforbud i Aldi, og et forbud er et forbud. Hans efterfølger gik i protest over, at han ikke fik lov at tilpasse sortimentet lidt til danskernes vaner. Imens løb Netto med kunderne, og senere også Lidl og Fakta og Rema 1000 med løsere og mere kundevenlige koncepter. Hos Aldi skiftede man løbende direktørerne ud, hvilket hver gang skete ved at indrykke en lille grim annonce i avisen, hvor man søgte en ny »Geschäftsführer«. Det insisterede man længe på at kalde sine danske landechefer.

Personalet insisterede man på at behandle som i Tyskland. Man tegnede ganske vist overenskomst, men satte butiksdetektiver til at overvåge de ansatte med testkøb og krævede at få del i deres forsikringspenge, hvis de kom til skade uden for arbejdstiden. En meningsmåling foretaget for Avisen.dk viste for to år siden, at hver syvende dansker fravalgte Aldi, fordi de ikke brød sig om den måde, virksomheden behandlede sine ansatte på.

Berlingske Business Magasins imageundersøgelser placerer år efter år Aldi i bunden, når det gælder bedømmelsen af troværdighed og kvalitet. Danskerne tror ikke på Aldi, og derfor tror de heller ikke, at kvaliteten er i top, selv om prisen er i bund.

Tyske værdier

Kritikken af Aldi har aldrig fået så stor klangbund i Tyskland, måske fordi koncernens grundlæggende værdier – sparsommelighed og koncentration om det væsentlige – egentlig er grundlæggende tyske værdier. Men også i hjemlandet har koncernen sine kritikere, der talte om »aldificeringen« af landet; det lyder som den kritik, der i Danmark var af discountbølgen. Men efterhånden har også Aldi blødt op og bredt sig ud og taget nye ting ind i sortimentet; Karl Albrechts Aldi Süd var først, og senere fulgte Nord, lidt tøvende, efter. Og langsomt skete der det samme for Aldi, som for Netto herhjemme: Det blev smart at handle i Aldi. Også luksusbiler begyndte at dukke op på parkeringspladserne foran de prunkløse forretninger.

Karl Albrecht må have set det som en bekræftelse i sine sidste år, selv om han for længst havde trukket sig tilbage fra den daglige ledelse. Vi ved ikke meget om hans liv de sidste 60 år. Han boede i et velhaverkvarter i et velhaverhus, men ikke i et palads. Han spillede golf og dyrkede orkideer. Han gik i stangtøj og fløj på economy – så vidt man da ved, for selv fortalte han intet, og nu er han død.

Han var den sidste tyske patriark af efterkrigstidens generation, den sidste af dem, som stod i spidsen for det store opsvings virksomheder. Alene det kunne være noget at huske, og som udgiveren af erhvervsavisen Handelsblatt, Gabor Steingart, skrev tirsdag, så burde fagbevægelsen og venstrefløjen græde ved hans grav, for han har nok gjort mere for arbejderklassens levevilkår end Marx og Lenin tilsammen.

Der var nu ingen grædende venstre- orienterede, da kisten i sidste uge blev sænket i graven på kirkegården i bydelen Bredeney i Essen. Kun familien, nogle venner og topledelsen fra Aldi Süd var til stede. Det var enkelt, prunkløst og først og fremmest meget diskret og koncentreret om det væsentlige.