Europa skal opruste, og det har investorerne opdaget.
Det kan læses ud fra aktiekurserne mandag, der viser, at den europæiske våbenindustri i den grad har vind i sejlene.
Aktiekursen hos den største våbenproducent i Tyskland, Rheinmetall, steg mandag med 15 procent.
Italienske Leonardo steg med 17,3 procent, franske Thales steg med 16,7 procent, britiske BAE Systems steg med 14,3 procent, og svenske Saab steg med 11,6 procent. Det skriver Financial Times.
Og tirsdag morgen fortsætter aktierne med at stige, dog ikke helt i samme tempo, med opsving fra alt i mellem cirka 0,3 procent og syv procent.
Ifølge Financial Times er våbenindustrien blevet undgået af mange europæiske investorer, indtil Rusland invaderede Ukraine i 2022. Efter flere udmeldinger om oprustning fra forskellige europæiske ledere har dette ændret sig.
Den kommende tyske kansler, Friedrich Merz, vil for eksempel hæve Tysklands militærbudget med 100 milliarder euro. For at kunne gøre dette skal der stemmes om det i den tyske forbundsdag, da det kræver en forfatningsændring. Ifølge Robin Winkler, økonom i Deutsche Bank, er dette værd at bemærke.
»Det ser ud til, at Tyskland har gang i et paradigmeskift,« siger han til Financial Times.
Således har Tyskland sendt et klart signal til investorerne om, at kassen er åben, og der skal købes stort ind til forsvaret.
Og i dag har Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslået en lignende retning for EU.
Hun vil ændre budgetreglerne for medlemslandene for at opnå hurtig oprustning.
»Vi er i en æra for oprustning. Europa skal øge sin oprustning for at hjælpe Ukraine og tage mere ansvar for vores egen sikkerhed i Europa,« siger von der Leyen ifølge Ritzau.
Von der Leyens udmelding kommer i kølvandet på, at USAs præsident, Donald Trump, ifølge flere amerikanske medier vil sætte USAs støtte til Ukraine på pause.
