Magtkampen raser i Volkswagen: Porsche undsiger formandsfætter

Volkswagens kontroversielle bestyrelsesformand står alene sin kritik af adm. direktør Martin Winterkorn, efter at Porsche-familien har støttet direktøren.

Foto: ULI DECK. Volkswagens bestyrelsesformand Ferdinand Piëch (tv) vil tilsyneladende af med den adm. direktør, men får ikke støtte fra Volkswagens største aktionær, Posche-familiens holdingselskabs Wolfgang Porsche (th).
Læs mere
Fold sammen

Der er lagt op til drama i den tyske bilkoncern Volkswagen, efter at bestyrelsesformand Ferdinand Piëch i et interview har fortalt, at hans forhold til den administrerende direktør, Martin Winterkorn, er nær frysepunktet.

Ud over at være bestyrelsesformand er Ferdinand Piëch patriark i Piëch-familien, der sidder på en stor del af magten i Volkswagen. Men han bliver nu undsagt af Volkswagens anden magtfulde familie.

Wolfgang Porsche, der er formand for Porsches holdingselskab, der sidder på 50,7 pct. af Volkswagen, har nemlig udtalt til Spiegel, at udtalelserne om direktøren står for hans egen regning, og at Porsche-familien ikke støtter udtalelserne. Dermed er der lagt op til en magtkamp mellem de to magtfulde klaner og de største aktionærer må nu vælge side.

Ferdinand Piëch og Wolfgang Porsche er fætre og begge børnebørn af Porsche-grundlægger Ferdinand Porsche (se stamtræ her). Det er lagt fra første gang, de to klaner toppes om magten i bilimperiet.

Det er bestemt heller ikke første gang, Volkswagens bestyrelsesformand presser en direktør ud, men denne gang har han tilsyneladende forregnet sig. Uden Porsche-familiens opbakning har Ferdinand Piëch ikke stemmer nok i bestyrelsen til at gennemtrumfe en fyring af direktøren.

Volkswagens adm. direktør Martin Winterkorn har udtalt til Financial Times, at han ikke vil lade sig påvirke af udtalelserne, og forventer at fuldføre sin kontrakt med Volkswagen, der løber til udgangen af 2016. Winterkorn er Tysklands bedst betalte direktør med en årsløn på 15,9 mio. euro alt inklusive. Siden hans tiltræden i 2007 har Volkswagen overhalet Toyota og General Motors og er nu verdens største bilproducent målt i salg.

Der har dog været problemer med at slå igennem på det vigtige amerikanske marked.