Magtkamp bremser for modernisering af PBS

Et projekt med at ændre strukturen i den bankejede milliardforretning, PBS, så det kan konkurrere frit, er kuldsejlet, skriver Berlingske Tidende.

Planen er kommet i klemme mellem Konkurrencestyrelsen og Danske Bank om magtforholdene i PBS og er derfor udskudt på ubestemt tid.

Ud over det strategiske sigte med planen er den nye struktur også en konsekvens af en aftale, som de danske banker indgik om ejerskabet i PBS. Da Danske Bank i oktober 2000 overtog Realkredit Danmark og BG Bank, krævede Konkurrencestyrelsen, at banken skulle nedbringe sin nye store ejerandel i PBS, og at bankerne i den forbindelse aftalte en ny magtfordeling. Men i stedet for at ændre på ejerandelene i hele PBS, nøjedes bankerne med at reducerede Danske Banks indflydelse på dankortet.

Det var ikke tilstrækkeligt for Konkurrencestyrelsen, som for nylig sagde nej og dermed afviste den aftale, det har taget bankerne halvandet år at nå frem til.

/ritzau/