Magasin-ejer lurer fortsat på amerikansk stormagasin

Jon Asgeir Johannesson er lun på Saks, der driver 54 stormagasiner i den dyre ende i USA, og ikke mindst selskabets ejendomme. Det ligner en Magasin-løsning.

Jon Asgeir Johannesson og han privatejede islandske investeringsselskab, Baugur Group, fortsætter med at tale kursen op på den amerikanske stormagasinkæde Saks Fifth Avenue.

Kort før jul luftede den islandske storkøbmand igen muligheden for at overtage det amerikanske selskab, der er børsnoteret.

»Vi ejer tæt på ni procent af Saks, og vi kigger på det amerikanske detailmarked. Selv om det private forbrug går ned med 10 eller 15 procent, er det fortsat højt i USA, og det er fortsat et attraktivt marked,« sagde Jon Asgeir Johannesson til Wall Street Journal.

Det børsnoterede Saks omfatter 54 Saks Fifth Avenue stormagasiner, 49 Off 5th outlet stormagasiner og 90 Club Libby Lu, der sælger tøj og ting til piger mellem seks og 12 år. Jon Asgeir Johannesson er ifølge avisen interesseret i de mange forretninger, selv om mange detailhandelskæder i øjeblikket klager deres nød over faldende salg. Salget op til jul ventes kun at have været fire procent højere end sidste år, og det er den laveste vækst i julesalget i fem år.

Aktierne i Saks er steget med 28 procent de seneste tre måneder, men stigningen menes at være drevet af spekulationer om en mulig overtagelse og ikke af en forventning om stor indtjening. Developervirksomheden NRDC Equity Partners har vist interesse for Saks, men har nu trukket følehornene til sig igen, fordi aktien er steget så meget, og virksomheden dermed er blev for dyr at overtage.

Den sidste dag før jul blev aktierne i Saks handlet til 21,51 dollar pr. styk, og dermed er markedsværdien på cirka 16 milliarder kroner.

Islænding afventer
Ifølge Wall Street Journal har Jon Asgeir Johannesson hyret investeringsbanken Financo i New York, men han vil efter alt at dømme vente med at fremsætte et købstilbud til begyndelsen af februar, der markerer afslutningen på årsregnskabet hos Saks. Nogle aktieanalytikere har antydet, at Saks er 27 dollar værd pr. aktie, svarende til næsten 20 milliarder kroner, men kilder siger til Wall Street Journal, at den islandske storkøbmand har planer om at fremsætte et købstilbud på blot 23 dollar pr. aktie svarende til 17 milliarder kroner.

Jon Asgeir Johannesson sagde til Berlingske Business midt i december, at han ikke forventede, at der ville afsluttet flere store handler i år. Men han forventede, at uroen på de finansielle markeder vil gå i sig selv, og at der igen vil komme gang i virksomhedshandlerne. Ifølge Wall Street Journal kan Jon Asgeir Johannesson få problemer med at finansiere købet af Saks, men det er sandsynligt, at han vil benytte samme metode, som er kapitalfondenes foretrukne,s og den samme, som han tog i anvendelse, da han købte Magasin i Danmark.

Straks efter en overtagelse af Saks vil han sælge virksomhedens ejendomme, og de er vurderet til mellem 4,2 og 7,8 milliarder kroner. De penge vil blive brugt til at nedbringe det lån, som er optaget for at købe Saks. Det samme skete i Magasin, hvor Jon Asgeir Johannesson reelt brugte Magasins egne ejendomme som betalingsmiddel.

Jon Asgeir Johannessons aggressive finansieringsmodel er kommet i vanskeligheder på det seneste, fordi dyb mistro har ramt de finansielle markeder. Store amerikanske banker og Baugurs hovedbankforbindelse, Royal Bank of Scotland, har tabt milliarder af kroner på fejlslagne investeringer i indviklede konstruktioner, der stort set har mistet deres eksistensberettigelse efter et sammenbrud på det amerikanske boligmarked. Det har fået prisen på de lån, som har været kapitalfondenes brændstof, til at ryge i vejret.