Maersk scorer 13 milliarder

På trods af det største overskud nogensinde for en dansk virksomhed faldt A.P. Møller-aktien i går med 11 pct. I løbet af få timer tabte aktionærerne 23 mia. kr.

A.P. Møller leverede varen i går, da Danmarks største virksomhed lagde et rekordoverskud på 13 mia. kr. frem. Det har ingen dansk virksomhed nogensinde præsteret.

Men olie- og shippinggiganten kunne ikke tilfredsstille de tårnhøje forventninger til indtjeningen i 2004, og derfor blev skibsreder og hovedaktionær Mærsk Mc-Kinney Møller og hans stab på Esplanaden i København straffet hårdt af aktiemarkedet.

I løbet af få timer faldt aktien historiske 11 pct., og dermed havde de i alt 15.000 aktionærer i selskabet i en håndevending sammenlagt fået høvlet 23 mia. kr. af deres formuer.

Specielt udenlandske, spekulative investorer blev skuffede, men danske aktieanalytikere mener, at det var selvforskyldt, fordi forventningerne var skruet for højt op.

Koncernchef, skibsreder Jess Søderberg tog den kolde afvaskning på Fondsbørsen med knusende ro: »Vi kan ikke bekymre os om, at aktiekursen stiger og falder fra den ene dag til den anden. Det rager mig egentlig en høstblomst. Det afgørende er udviklingen på lang sigt. At der er en fornuftig og opadgående trend.«

Regnskabet er det første efter den politisk omstridte fornyelse af Nordsøaftalen i efteråret 2003 mellem regeringen og A.P. Møller. Selskabet fik forlænget eneretsaftalen med 40 år mod et stigende skatteprovenu her og nu.

Blandt de mest kritiske røster i efteråret var Socialdemokraternes Svend Auken. Han mente, at skattebidraget fra A.P. Møller er for lille:

»A.P. Møller er en meget dygtigt ledet virksomhed. Ingen tvivl om det. Og der er heller ingen tvivl om, at de ikke kun har gennemslagskraft på det forretningsmæssige område. Det gælder også på det politiske område. Derfor fik de en meget fordelagtig aftale igennem om Nordsøolien,« siger Svend Auken.