Mærsk opjusterer forventningerne med milliarder
Mærsk opjusterer og forventer nu et underliggende driftsoverskud på mellem 8 og 10 milliarder dollar.

Mærsk opjusterer og forventer nu et underliggende driftsoverskud på mellem 8 og 10 milliarder dollar.

Det danske rederi Mærsk opjusterer mandag aften sine regnskabsmæssige forventninger til 2026.
Det skyldes en stærk efterspørgsel i containermarkedet og stigninger i prisen for containerfragt.
Det skriver Mærsk i en meddelelse ifølge MarketWire.
Selskabet forventer nu et resultat før renter, skatter, af- og nedskrivninger (EBITDA) på mellem 8 og 10 milliarder dollar mod tidligere 4,5 og 7,0 milliarder dollar.
De nye forventninger svarer til mellem 52,4 og 65,4 milliarder danske kroner.
- Fortsat høj efterspørgsel i containermarkedet, særligt i Fjernøsten, og nylig vedvarende stigning i spotmarkedsrater medfører, at A.P. Møller-Mærsk opjusterer forventningerne til hele 2026, fremgår det i meddelelsen.
Forventningerne til selve overskuddet på driften (EBIT) hæves også til mellem 2 og 4 milliarder dollar.
Tidligere var forventningen et interval mellem et underskud på 1,5 og et overskud på 1 milliard dollar.
- Dette er baseret på udsigt til vækst i volumen for det globale containermarked på omkring 4 procent, tidligere 2-4 procent, for hele 2026, skriver Mærsk.
Opjusteringen er i sig selv ikke den store overraskelse, vurderer Mikkel Emil Jensen, som er senioranalytiker i AL Sydbank.
- Vi kunne alle se skriften på væggen. Det er dog et ret massivt løft af prognosen. Vi har kunnet følge udviklingen i fragtrater uge for uge, og de er braget i vejret de seneste måneder, hvilket vil have en ret massiv indvirkning på Mærsks indtjening, siger Mikkel Emil Jensen til MarketWire.
Mærsks halvårsregnskab vil fortsat blive offentliggjort 13. august.
I det seneste år er Mærsk-aktien steget med 35 procent, skriver mediet Euroinvestor.
Konflikten i Mellemøsten har skabt internationale spændinger på verdenshavene, hvilket har sendt fragtpriserne op.
Det er lig med højere indtjening for den danske rederigigant.
/ritzau/