Mærsk-navn skal give nye forsvarsordrer

Infocom A/S skifter fra 1. juni navn til Mærsk Data Defence A/S, og hamskiftet skyldes ikke kun, at Mærsk-koncernen i

to faser har overtaget Sønderborg-virksomheden.


Mærsk-navnet er nyttigt at have i ryggen, når Infocom indgår

større ordrer med nationale forsvar i en række lande, og det skal bane vej til nye markeder på andre kontinenter.


-

Samarbejdet med Mærsk Data giver pondus på det internationale marked. Når vi skal indgå ordrer på 20-50

mio. kroner, der fylder meget i vores årsomsætning, kræver det, at der er kapital bagved til at bakke op. Det har

vi fået i det nye ejerskab, siger adm. direktør Jimmy Andersen, Infocom.


Mærsk Data overtog halvdelen af aktierne

i 2000 og resten året efter, og det nye Mærsk Data Defence begynder med en ordremængde, der nærmer sig halvandet

års omsætning, ca. 150 mio. kroner.


Både det danske forsvar med opdatering af 14 Standard Flex-skibe, to nybygninger

samt søværn og flyvevåben i de øvrige nordiske lande fylder godt i ordrebogen. Eksportandelen er på

ca. 60 pct.


- Vi venter også, at Mærsk-navnet kan være med til at åbne døre til markeder som Grækenland,

England, Australien, Fjernøsten og Mellemøsten, og vi vil også anvende modkøbsaftaler som adgang til nye

markeder, siger Jimmy Andersen.


Infocom udvikler og producerer operationskonsoller, der rummer den avancerede teknologi og de

computersystemer, som forsvarets fartøjer benytter sig af. Strategien er i de kommende år at opnå en højere

andel af gensalg af kendte produkter, så udviklingen af nye produkter reduceres til 20 pct. For tiden er forholdet mellem gensalg

og nyudvikling ca. fifty-fifty. Infocom arbejder sideløbende på at etablere agentnetværk over hele verden for at

udnytte de nye markedsmuligheder. Også på underleverandørområdet er Infocom i offensiven. Feltet reduceres

fra langt over 100 til mellem 10 og 20 leverandører, der selv får opgaver løst hos underleverandører. Hensigten

er at have samarbejdspartnere, der fylder mere og har et større ansvar over leveringen af elektronikkomponenter, pc''er, printere,

kabler og anden hardware.


Infocom/Mærsk Data Defence har en stab på ca. 120 medarbejdere og venter at omsætte

112 mio. kroner i år.