Mærsk: Konkurrenters tilslutning en stor milepæl for Tradelens

PHILIPPINES-CANADA/WASTE
Foto: JASON REDMOND

Blockchain-platformen Tradelens, som A.P. Møller-Mærsk er ved at udvikle sammen med it-giganten IBM, har de seneste måneder nået nogle vigtige milepæle med flere konkurrenters tilslutning. Efter at tyske Hapag-Lloyd og singaporeanske Ocean Network Express (ONE) nu også er kommet med på vognen, har platformen nu opbakning fra fem af de seks største rederier i verden.

Den store tilslutning har ifølge Vincent Clerc, der er kommerciel direktør hos Mærsk, en kæmpe betydning for Tradelens, som han ser som en af de største innovationer inden for shipping i mange år.

»Tradelens er bygget med det for øje, at det skal kunne levere værdi til alle spillere i den globale forsyningskæde. Det er vigtigt, at vi har en platform, som har stor tilslutning i industrien. At flere af de store spillere i containerfart har besluttet, at platformen er vigtig for dem, er derfor en stor milepæl for os i udviklingen af Tradelens og i udviklingen af vores strategi,« siger Vincent Clerc i et interview med Ritzau Finans.

SIKRER KRITISK MASSE

Annonceringen af Hapag-Lloyd og ONE som nye deltagere kommer få uger efter nyheden om, at også franske CMA CGM og MSC har tilsluttet sig. Blandt de seks største rederier i verden er det dermed kun kinesiske Cosco, der fortsat er en del af en konkurrerende platform, som står udenfor.

De nye deltagere på platformen har ifølge Vincent Clerc skabt en kritisk masse blandt rederierne, og nu rettes fokus på at udvide deltagelsen blandt dem, som han kalder »network participants« - det vil sige havneterminaler, myndigheder, kunder og aktører inden for landtransport som jernbaner og vognfirmaer.

»Vi har nu over 60 pct. af containermarkedet tilsluttet platformen, og jeg tror, at vi nu har en form for kritisk masse. Jeg håber, at der kommer flere til i løbet af i år, men vores store fokus nu er også at få stor vækst i netværksdeltagere ud over det.«

»Der er over 100 deltagere tilsluttet Tradelens i dag, og det tal vil vi gerne forøge kraftigt de kommende kvartaler. Jo større netværket bliver, jo mere værdi kan det skabe for dem, som deltager i det,« fortæller Vincent Clerc.

Hvor stort et indtjeningspotentiale, der ligger for Mærsk i forhold til de selskaber, som nu tilslutter sig platformen, er ifølge Vincent Clerc svært at sige på nuværende tidspunkt - ud over at Mærsk kommer til at dele noget, så alle får noget ud af det.

»Der er stadigvæk lang tid til, at det her er den nye standard, når det kommer til sigtbarhed og dokumenthåndtering. Der er stadigvæk en masse ting, som vi skal have på plads, men en platform som denne skal kunne skabe værdi for alle som deltager, ellers er der ingen grund til at eksistere.«

»Den 'upside', som vi kan få, tror jeg, vi kommer til at dele, for meget af den ligger i, at vi tager denne her industri igennem en form for udvikling, som den trænger til. Vi har 17 pct. af verdenshandlen i containere, som vi så kommer til at få en fordel med, mens de andre får det med deres volumener,« forklarer Vincent Clerc.

VELUDVIKLET TEKNISK LØSNING

Han afholder sig fra at komme med præcise bud på, hvornår platformen kan rulles ud i praksis og dermed kan løse nogle af de problemer og udfordringer, som industrien i dag bokser med på daglig basis.

»Den tekniske løsning er faktisk ret veludviklet nu. Det, der er vigtigt nu, er, at få stor tilslutning blandt andre spillere, som skal bidrage til platformens succes. På nuværende tidspunkt er vi foran de planer, vi havde i forhold til at få tilslutning blandt rederier og myndigheder, men der er selvfølgelig lang vej til, at vi kan tilbyde Tradelens til 100 pct. af verdenshandlen. Der er mange firmaer og spillere, som skal tilslutte sig, men vi arbejder hårdt på, at det bliver så kort tid som muligt,« siger Vincent Clerc.

Hvor meget udviklingen koster for Mærsk oplyser selskabet ikke, men ifølge Vincent Clerc bliver investeringen i platformen set som værende en af de store byggesten i selskabets transformation. Omkostningerne kommer også til at afhænge af, hvor hurtigt selskabet kan få netværksdeltagere på platformen.

»Jo hurtigere vi kan få folk på, jo hurtigere kan vi få det til at blive en forretning, der kan stå på egne ben og videreudvikles. I dag er det en ren omkostningspost for os, og det skal vi have lavet om på, men hvor lang tid, det kommer til at tage, er svært at sige. Efter en periode, hvor der ikke skete så meget, har fire af de største containerrederier de sidste to måneder tilsluttet sig. Det er ikke en lineær udvikling, så jeg vil være forsigtig med at komme med nøjagtige datoer,« siger Vincent Clerc.

EN STOR NYSKABELSE

Han er dog ikke i tvivl om det den betydning, som Tradelens kan få for shippingindustrien i fremtiden.

»Tradelens er en af de største nyskabelser i shipping i rigtig lang tid, for den kommer til at have en stor betydning for, hvordan kunderne kan anskue deres supply chain, men også hvordan de andre spillere interagerer sammen, terminaler, rederier, landtransportører osv. Vi er i gang med at skabe en form for infrastruktur, hvor alle dem, der deltager i logistik globalt, vil have mulighed for at udveksle information, data og dokumenter - på en sikker og billig måde. Det er ret revolutionerende,« siger Vincent Clerc.