Rederiet A.P. Møller-Mærsk indfører nu et totalstop for at sende skibe via Det Røde Hav på containerruterne mellem Europa og Asien.
Selskabet fortæller ifølge Bloomberg News sine kunder fredag, at den såkaldte MECL-rute fremover omlægges, så den går syd om Afrika i stedet for at benytte Suez-kanalen.
Det er sket, som en konsekvens af at to Mærsk-skibe i denne uge er blevet angrebet i Bab el-Mandeb-strædet.
Skibene var under amerikansk flådebeskyttelse, fordi de transporterer last, som tilhører den amerikanske stat.
Men det var altså ikke tilstrækkeligt til at forhindre angreb, og derfor har Mærsk besluttet også at lede disse skibe uden om det urolige farvand mellem Afrika og Den Arabiske Halvø.
Mærsk har tidligere fortalt, at man indtil videre har omdirigeret alle øvrige ruter, der normalt passerer Det Røde Hav.
/ritzau/Marketwire