Den danske rederikoncern Mærsk genoptager sejladsen på en af sine ruter via Suez-kanalen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ruten er en del af rutenetværket Gemini, som selskabet samarbejder med tyske Hapag-Lloyd om.

- Denne fælles beslutning med Hapag-Lloyd er truffet efter en grundig vurdering af sikkerhedssituationen i området omkring Det Røde Hav, lyder det i en melding fra Mærsk.

- (Det, red.) markerer et skridt mod en gradvis tilbagevenden til ruten via Suez-kanalen.

Når rederier tvinges til at sejle syd om Afrika, kan det have en positiv effekt for deres indtjening. Det er nemlig med til at trække kapacitet ud af markedet, og det kan få fragtraterne - og dermed rederiernes indtjening - til at stige.

Omvendt kan det modsatte scenarie sætte sig negativt i indtjeningen hos Mærsk.

Nyheden om genoptagelsen af sejladsen i Suez fik da også en hård modtagelse blandt investorerne.

Ved børsluk mandag eftermiddag faldt selskabets aktier med omkring fem procent.

Mærsk besluttede tilbage i starten af 2024 at droppe sejladsen gennem den travle handelsrute.

Kanalen forbinder Middelhavet og Det Røde Hav og forkorter søvejen med tusindvis af kilometer.

Beslutningen blev taget, efter at houthibevægelsen i Yemen var begyndt at angribe kommercielle skibe i området.

Skibene blev i stedet dirigeret syd om Afrika og ud på en længere rute.

I december sidste år sejlede selskabet så sit første containerskib gennem Bab al-Mandeb-strædet efter knap to års fravær.

Det varede dog ikke mange måneder, inden sejladsen i området blev indstillet på ny i marts i år. Denne gang på grund af amerikansk-israelske angreb mod Iran.

Men nu vurderes det at være sikkert nok til gradvist at genoptage aktiviteterne gennem kanalen igen.

RITZAU