Mælkepriser under lup

Konkurrencemyndighederne i Tyskland undersøger, om prisstigningerne på mælk er fastsat i strid med loven.

De tyske konkurrencemyndigheder har sat luppen på den seneste tids kraftige prisstigninger på mælk og vil have klarlagt, om det er tale om ulovlige prisfastsættelser. Embedsmænd var onsdag i gang i gang med at granske dokumenter fra den tyske mælkeindustri (MIV) og et center for landbrugspriser (ZMP), oplyser Reuters.

En egentlig undersøgelse er ikke indledt, men myndighederne ønsker klarlagt, om producenter og distributører har indgået prisaftaler i strid med konkurrencelovgivningen, oplyste en talsmand for konkurrencemyndighederne.

Hos Arla havde man onsdag eftermiddag endnu ikke hørt om konkurrencemyndighedernes skridt.

/ritzau/