Madspildsapp udvider: Sælger hudpleje og kosttilskud i overskud
Fremover er det ikke kun mad, der kan købes på Too Good To Go, men også hudpleje og kosttilskud.

Fremover er det ikke kun mad, der kan købes på Too Good To Go, men også hudpleje og kosttilskud.

Madspildsappen Too Good To Go udvider med salg af overskudsvarer fra fem nye produktkategorier.
Det er altså ikke længere kun madvarer, der kan købes på platformen.
Det annoncerer virksomheden i en pressemeddelelse torsdag.
- Too Good To Go startede med mad, fordi vi så, hvor absurd det var, at noget så værdifuldt kunne ende som spild. Ti år senere står det klart, at det samme princip gælder uden for madens verden, lyder det fra virksomhedens direktør, Mette Lykke.
Fremover kan der altså også købes overskudsvarer inden for personlig pleje, kæledyrstilbehør, blomster og planter, ernæring og kosttilskud samt boligprodukter.
Det lyder i pressemeddelelsen, at flere end 8500 butikker tilbyder produkter inden for kategorierne.
Omkring en tredjedel af dem samarbejder i forvejen med Too Good To Go om salg af madvarer, der er i overskud.
Platformen har 150 millioner registrerede brugere og 200.000 aktive partnere.
Via Too Good To Go's app sælger virksomheder deres overskydende madvarer i det, der bliver kaldt lykkeposer.
Selv tager Too Good To Go en procentdel af det salg.
Virksomheden har siden lanceringen i 2016 fokuseret på vækst, og i dag kan man benytte appen i 20 lande.
Udvidelsen skal bidrage til at skabe yderligere værdi for virksomhederne, samtidig med at forbrugerne får flere produkter med gode priser at vælge imellem.
- Vores partnere henvender sig i stigende grad til os med udfordringer med overskudsvarer, der rækker ud over mad, og spørger, om vi kan hjælpe. Der findes overskud i alle dele af butikken, lyder det fra Mette Lykke.
Produkterne kan være i overskud som følge af overskredne holdbarhedsdatoer, sæsonens sortiment og ændringer i efterspørgsel, lyder det.
Det kan for eksempel være gaveæsker, der mister relevans. Der kan også være tale om varer, hvor emballagen opdateres, eller hvor varianter udgår.
RITZAU