Madbude vil have omdiskuterede lønvilkår forbedret i kendt virksomhed

En gruppe bude fra udbringningstjenesten Wolt demonstrerede onsdag i København for bedre lønvilkår. Men det er ikke muligt for Wolt at betale budene bedre for nuværende, lyder det.

En gruppe Wolt-bude var onsdag på gaden i København for at demonstrere. De mener ikke, at deres løn matcher inflationen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen måtte under sit pressemøde på Højbro Plads onsdag eftermiddag dele opmærksomheden med en gruppe dyttende Wolt-bude på knallerter og cykler, der demonstrerede for bedre lønvilkår.

Budene mener nemlig ikke, at deres løn matcher den stigende inflation, der presser prisen på alt fra energi og fødevarer op.