Macron opfordrer G7 til at konfrontere Trump over handel

Foto: LUDOVIC MARIN.
Læs mere
Fold sammen

Den franske præsident, Emmanuel Macron, opfordrer de andre G7-medlemmer til at konfrontere USA's præsidents, Donald Trumps, handelspolitikker i lyset af hvad han beskriver som truslen om en ny amerikansk »overdominans«.

Det skriver The Guardian.

Under G7-mødet, der foregår i Quebec, har de andre medlemslande udtrykt deres utilfredshed over uenighederne med USA om klimaændringer, atomaftalen med Iran og et industrialiseret liberalt demokrati for handel.

Den franske præsident opfordrede også de andre G7-medlemmer til ikke at komme med en udvandet fællesmeddelelse ved G7-mødets afslutning på bekostning af fælles værdier i et forsøg på at få præsident Donald Trumps underskrift. Samtidig luftede Emmanuel Macron muligheden for, at et »G6 plus én« kunne blive aktuelt.

Opfordringen fra Emmanuel Macron blev mødt af en tweet fra den amerikanske præsident, der hævder, at Canadas premierministers, Justin Trudeaus, og den franske præsidents regeringer udøver urimelige handelspraksisser på bekostning af amerikanske producenter. I en anden tweet kritiserer Donald Trump Canada for at skade amerikanske landmænd og for at dræbe det amerikanske landbrug.

På trods af uenigheder fremhævede Justin Trudeau og Emmanuel Macron vigtigheden af at holde en ordentlig tone i forholdet til Donald Trump, da G7-mødet er et essentielt forum til at løse konflikter og skabe fælles grobund.

»G7-mødet er en mulighed for at have ærlige og åbne diskussioner mellem lande, der har været venner og allieret i lang tid,« sagde den canadiske premierminister ved mødet til The Guardian.

/ritzau/FINANS