Lundbeck-ledelse er på retræte

Vakuum. Både formand og koncernchef hos medicinalkoncernen Lundbeck træder tilbage, og fremtiden tegner sig usikker grundet manglende nye lægemidler.

Der bliver vakuum i Valby-koncernen Lundbecks topledelse. Både formanden Flemming Lindeløv og chefen Claus Bræstrup bliver skiftet ud inden for de næste to år.

Flemming Lindeløv træder tilbage efter Lundbecks generalforsamling i april næste år, og han forlader et Lundbeck, der netop nu befinder sig i en af de største kriser nogensinde.

Det skyldes patentudløb på det bedst sælgende lægemiddel om blot fem år, mens arvtager efter arvtager er røget i vasken under udviklingsarbejdet. Men Lindeløv afviser en sammenhæng.

- Det har intet med det at gøre. Samtidig bliver jeg 60 næste år, og man skal også lade de unge komme til, siger Flemming Lindeløv.

Positivt med udskiftningUdskiftningen i toppen falder i god jord hos analytikere.

- Det er meget positivt med et frisk input på formandsposten. Lindeløv har været der en årrække, og det er ikke fordi Lundbecks performance har været specielt imponerende i den periode, siger Martin Parkhøi der er medicinalanalytiker i Danske Bank til Business.dk.

Som afløser på formandsposten peger Lundbeck på Per Wold-Olsen, der tidligere har siddet i topledelsen af medicinalgiganten Merck.

Også Lundbecks koncernchef, Claus Bræstrup, skal erstattes, idet han stopper senest i foråret 2009.

- Vi har en pensionsalder i på 65 år i Lundbeck. Claus Bræstrups kontrakt udløber i foråret 2009, så den ny formand vil have et år til at finde en ny direktør, forklarer Flemming Lindeløv, der bebrejder nye EU-regler om, at bestyrelsesposter i fondsejede selskaber ikke må sidde i en bestyrelse i mere end 12 år

Upraktiske regler- Det er ualmindelig upraktisk, når vi i samme periode skal have et generationsskifte på posten som adm. direktør. Det bedste er, hvis formanden og direktøren ikke skal gå det samme år, og derfor går jeg næste år, lyder det fra den afgående formand.

Lundbeck omsatte for 5,2 mia. kr. i første halvår og driften gav et overskud på 1,35 mia. kr. Resultatet før skat lyder på 1,38 mia. kr.

RB-Børsen