Lufthavnsbossen har i flere år haft vilde vækstplaner: Nu venter en afgørende eksamen

Der er gået fem år, siden Københavns Lufthavnes topchef præsenterede en historisk stor udvidelse af landets vigtigste knudepunkt. Nu skal lufthavnsbossens seneste og hidtil største investering stå sin prøve, da tusindvis af rejsende hen over sommeren vil stryge gennem lufthavnens nye knopskydning, der lige er blevet indviet.

tw
Københavns Lufthavn går en travl sommer i møde. Gennem de seneste par år har lufthavnen været igennem flere udvidelser, og senest åbnede den nye Finger E. Adm. direktør Thomas Woldbye har et mål om at placere Københavns Lufthavn i den absolutte top over Europas største lufthavne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Thomas Woldbye har sat sig et mål.

Han vil som administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S rykke Københavns Lufthavn tæt på topti over Europas største. Derfor skal den rumme mange flere passagerer i fremtiden.

I bestræbelserne på at komme et afgørende skridt nærmere den ambition har Thomas Woldbye præsenteret den største vækstplan i årtier. En vækstplan, der indebærer udvidelser for 20 mia. kr.

I begyndelsen af juni i år nåede lufthavnen en milepæl, da den spritnye Finger E åbnede med endnu flere gates til både større og mindre fly.

Nu skal Thomas Woldbyes kæmpeinvesteringer i en ny lufthavn stå sin prøve. Forude venter sommerens mange rejsende, der skal igennem Københavns Lufthavn og videre ud i alle afkroge af verden.

For præcis et år siden – 25. juni 2018 – oplevede Københavns Lufthavn årets hidtil travleste rejsedag.

109.399 rejsende røg igennem lufthavnen og videre ud i verden. Sidste år var hele 2.943.654 passagerer igennem terminalerne i Københavns Lufthavn i juni måned. Det gjorde årets første sommerferiemåned til den travleste i lufthavnens historie, viser tal fra Københavns Lufthavn.

Langt til mål

Men der er stadig langt til målet og ambitionen om, at 40 millioner rejsende årligt skal igennem Nordens internationale knudepunkt for luftfart.

Da Thomas Woldbye overtog posten som direktør for knap 2.500 medarbejdere i Københavns Lufthavne i 2011, var han klar over, at der måtte dannes et overblik og nogle mål, som alle i virksomheden kunne bakke op om. Efter tre år på pinden var han oppe på 90 pct. identifikation med strategien blandt medarbejderne, lød det fra Thomas Woldbye i et interview med Dagbladet Børsen.

Selv om hans CV måske kan tage pusten fra mange, er han alligevel en sjældenhed i dansk erhvervsliv. Thomas Woldbye har nemlig kun arbejdet i to virksomheder: A.P. Møller - Mærsk og Københavns Lufthavne.

Han havde 27 år hos førstnævnte, hvor han blandt andet bestred en lang række topchefstillinger ved Maersk Lines asiatiske kontorer.

Udvidelse for to mia. kr.

Åbningen af Finger E, der rummer paskontrol, store passagerområder og i alt 13 nye gates, var en skelsættende begivenhed. Den nye bygning er afgørende for, at lufthavnen kan gå i gang med et endnu større byggeri og dermed komme endnu tættere på målet og visionen om at få Københavns Lufthavn op i den absolutte top over de største lufthavne i Europa. I dag strømmer cirka 30 millioner rejsende igennem lufthavnen årligt.

»Den nye Finger E er et virkelig stort byggeri, som jeg er overbevist om, at passagererne vil blive imponeret over. Derfor er det også en milepæl, som vi er nået i mål med. Det er det største byggeri i lufthavnens historie – også investeringsmæssigt,« sagde Thomas Woldbye for nylig til Berlingske Business.

Den store udvidelse af landets vigtigste lufthavn kostede to mia. kr.