Den massive modvind fortsætter for luftfartsselskabet SAS, der i første kvartal tabte 2,7 milliarder svenske kroner.

Det svarer til cirka 1,8 milliarder danske kroner.

Det viser regnskab fredag morgen.

Regnskabet dækker perioden fra november til januar.

Selvom omsætningen voksede med 2,3 milliarder svenske kroner sammenlignet med sidste år, kunne bundlinjen ikke følge med.

Det skyldes, at de samlede omkostninger var langt højere end tidligere.

Topchef Anko van der Werff hæfter sig dog i stedet ved, at antallet af passagerer er vokset med 48 procent sammenlignet med første kvartal sidste år.

»Vi er glade for, at så mange passagerer vender tilbage til SAS,« siger han i regnskabet.

Sammenligningsgrundlaget er usikkert, da coronarestriktioner fortsat prægede mange lande og dermed også luftfartsbranchen i første kvartal sidste år.

Cirka 4,5 millioner passagerer satte sig ind i et SAS-fly i det netop overståede kvartal.

Det er dårligt nyt, at det ikke er lykkedes at hæve indtjeningen, når man kigger på stigningen i antallet af passagerer. Det siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.

»Man tænker jo, at SAS tjener flere penge, når deres passagertal stiger med næsten 50 procent, men det gør selskabet altså ikke,« siger han.

»I den forstand er det virkelig svage tal.«

Det tegner derimod et billede at selvtillid, at selskabet i fredagens regnskab løfter sine forventninger til de kommende år, lyder det videre.

»Især når man tænker på, at der er udsigt til, at Europa lander i en recession i løbet af året,« siger Jacob Pedersen.

»Det plejer ikke at være i en periode med recession, at det går godt for luftfartsselskaberne.«

Næste år regner man med at nå et omsætningsniveau, som ligner det, selskabet kender fra før corona.

Året efter forventer man at omsætte for »mere end 49 milliarder svenske kroner«. Tidligere skønnede man i omegnen af det tal.

/ritzau/

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.