De fleste topchefer gør, hvad de kan for at være på god fod med fagforeningerne og opføre sig etisk korrekt af frygt for, at kunderne ellers skal boykotte virksomhedens produkter. Både regeringen og diverse konsulenter har de senere år forsøgt at få danske virksomheder til at udvise mere social ansvarlighed, fordi det vil forbedre deres image.
Men er der én, som er godt i gang med at modbevise den teori, så er det den 51-årige irske Michael O’Leary, millionær og førstemand i lavprisselskabet Ryanair, der forbinder stadig flere lufthavne i Europa. I modsætning til hvad de fleste spindoktorer normalt ville rådgive en topchef til - for slet ikke at tale om CSR-konsulenter - så gør O’Leary hvad han kan, for at blive forhadt og finder sågar en ære i at blive set som den absolutte modpol til både fagforeninger, politikere og selv kunder. Hans udtalelser er så kontroversielle, at den britiske forfatter Paul Kilduff har skrevet en hel bog om dem.
»Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg er upopulær. Jeg kan faktisk ikke lide fly. Jeg har aldrig ønsket at blive pilot som de andre fjolser i branchen. Jeg vil kun tjene penge, og det er dét, som driver mig ud af sengen hver dag,« lyder en af dem.
»Studerende på handelsskolerne tror, at ansatte er den vigtigste værdi i en virksomhed. Fis. Personalet er den største udgift. Vi har alle sammen dovne ansatte, men ingen tør indrømme det,« lyder en anden.
Alligevel fortsætter hans virksomhed væksten via stadig mere kreative metoder for at undgå skat og afgifter. For ifølge O’Learys filosofi kommer man længst med hele tiden at udfordre lovgivningen. De pæne drenge som SAS sakker bagud og er flere gange blevet dødsdømt af O’Leary.
Arbejdet sig op fra bunden
Rigmanden kunne ellers sagtens have brandet sig som en anden helt, der har bygget en stor virksomhed op fra ingenting. Han er opvokset på en gård i Westmeath, men er uddannet i økonomi og fik arbejde som skatterådgiver i 1980erne. Her mødte han Tony Ryan, chef for Guinness Peat Aviation. De etablerede Ryanair i slutningen af 80erne, og i begyndelsen fulgte de den traditionelle forretningsmodel, men tabte penge i stedet for at tjene. O’Leary tog derfor til USA for at studere lavprisselskabet Southwest Airlines, som Ryanair kopierede og siden har udviklet. Især de seneste ti år har O’Leary gjort sig bemærket med stadig mere kontroversielle metoder som at kalde passagererne idioter, lukke så meget kuldioxid ud som muligt og mange andre ting.
Ganske vist har Ryanairs metoder fået flere myndigheder, bl.a. i Italien og Skandinavien, til at undersøge selskabet for lovbrud, ligesom tidligere passagerer har startet talrige hjemmesider for at advare mod selskabet. Men foreløbig preller det af på selskabet, som stadig formår at ekspandere, bl.a. via fusioner med gamle flyselskaber som Air Lingus.
Og hvis myndighederne ikke makker ret, så trækker Ryanair sig ud, som det skete i Marseille i 2010, da selskabet lukkede afgangene, fordi lufthavnen krævede, at selskabet betalte skat og personaleafgifter ifølge fransk lovgivning. Hvad, der kommer ud af de nuværende sager mod selskabet, er uvist. Til gengæld lyder den foreløbige konklusion, at en europæisk topchef, der kalder sine kunder og ansatte for idioter, godt kan tjene penge. Så længe hans billetter er billigere end konkurrenternes.