LSE afslog tysk købstilbud

Læs mere
Fold sammen
Der var markante stigninger til flere af de europæiske indeks mandag. Eneste faldende hovedindeks var det norske og finske. Blandt de dominerende europæiske hovedindeks blev det til en pæn stigning til det tyske indeks, der blev handlet op med 1,1 pct. I Paris blev det ligeledes til en markant stigning på 1,0 pct. til det franske CAC 40-indeks. Det engelske FTSE 100-indeks begyndte ugen med en stigning på 0,7 pct.

En af de store nyheder på det europæiske aktiemarked mandag var, at den den engelske børs, London Stock Exchange, afslog et købstilbud fra Deutsche Börse. Den tyske børs bød 530 pence pr. aktie, men LSE mener budet er for lavt. Ovenpå afslaget blev den engelske børs handlet markant op med 25,9 pct., mens Deutsche Börse indkasserede et kursfald på 4,0 pct.

Der var høj aktivitet blandt de europæiske storbanker. Lloyds TSB meddelte mandag, at finanskoncernen forventer, at dette års indtjening vil være på niveau med markedets forventninger. Lloyds blev handlet op med 3,5 pct.