Lovlig kopi af Ozempic sendes på markedet i Canada
En generisk version af Ozempic er klar til at blive solgt i Canada, efter at være blevet godkendt i april.

En generisk version af Ozempic er klar til at blive solgt i Canada, efter at være blevet godkendt i april.

Det indiske medicinalselskab Dr. Reddy's har lanceret en generisk version af Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic i Canada.
Det skriver Dr. Reddy's i en pressemeddelelse.
Novo Nordisk mistede sit patent på semaglutid, som er det aktive stof i både Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy, tidligere i år.
De canadiske sundhedsmyndigheder godkendte den generiske version fra Dr. Reddy's i slutningen af april.
- Milepælen understreger vores parathed til at betjene canadiske patienter, understøttet af vores dybe erfaring inden for udvikling af kompleks medicin og peptidbehandling, siger topchef i Dr. Reddy's Erez Israeli i meddelelsen.
I pressemeddelelsen lyder det fra Dr. Reddy's, at selskabet er "blandt de første" til at introducere en generisk version af semaglutid i Canada.
Novo Nordisk skrev selv i sit regnskab for første kvartal, som blev offentliggjort 6. maj, at der endnu ikke var blevet lanceret generiske versioner af semaglutid i Canada. Den første version var dog godkendt, lød det.
Generisk medicin er lægemidler, som indeholder samme aktive stof som det originale produkt. Typisk sælges det til en billigere pris, når patentet på det originale produkt er udløbet.
I sit regnskab skrev Novo Nordisk også, at der i løbet af første kvartal var blevet lanceret generiske versioner af semaglutid i Indien, hvor patentet også er udløbet.
The New York Times har tidligere skrevet, at der også er generiske versioner på vej i Kina, Brasilien, Tyrkiet og Sydafrika.
Dr. Reddy's har også lanceret en generisk version af semaglutid i Indien under navnet Obeda.
- GLP-1-medicin fortsætter med at være et nøgleområde for os, og vi arbejder aktivt med at udvide adgangen på tværs af flere globale markeder, siger Erez Israeli i pressemeddelelsen.
Novo Nordisk løftede i forbindelse med sit regnskab for første kvartal sine forventninger til hele året med et procentpoint. Nu forventer selskabet, at salget vil falde mellem 4 og 12 procent målt i faste valutakurser.
Det danske medicinalselskab peger selv på, at forventningerne til salget af GLP-1-produkter er steget.
Samtidig lød det, at patentudløb i visse lande i løbet af 2026 forventes at påvirke det internationale salg negativt.
/ritzau/